Glad maskinhandler: Lysere tider for landmænd skaber ringe i vandet

Hjallerup Maskinforretning forventer, at salget i 2017 bliver bedre end sidste år.

Bankerne har siddet hårdt på pengene. Det betyder, at landmænd har udskudt tiltrængte investeringer. Men i den nye budgetperiode, efter 1. januar, er Hjallerup Maskinforretning igen begyndt at mærke, at landmændene har brug for assistance.

»Vi kan sige generelt, at der er lidt mere positiv stemning derude. Vi sælger til alle typer af landmænd, og vi kan bare se, at bankerne ikke sidder så hårdt på pengene som tidligere,« siger adm. direktør Morten Bordvik.

Hjallerup Maskinforretning oplevede i årets sidste måneder et dyk i salget.

I januar og februar er landmændene igen begyndte at købe reservedele og maskiner, og maskinforretningen kan se, at nyregistreringerne i 1. kvartal stiger med ca. 10 procent i forhold til sidste år.

»Der kunne vi se, at folk sagde: Maskinen skal jo ud at køre, trods alt,« konstaterer direktøren.

En del landbrug er dog stadig pressede, understreger han, og de har således også i deres område, Vest- og Nordjylland, i 1. kvartal oplevet konkurser.

»Hvis ikke der sker nogle store politiske indgreb, så forventer jeg, at 2017 bliver ikke markant bedre, men i hvert fald bedre end 2016,« siger Morten Bordvik.

Efter to år med underskud skabte Hjallerup Maskinforretning, der har fire afdelinger, igen overskud, og de forventer i 2017 et større overskud end i 2016.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.