Heden Maskinforretning får opdelte centre for Fendt og MF

Heden Maskinforretning og Agco Danmark er nu på plads med opdelingen af Fendt og Massey Ferguson på Fyn.

Efter et længere forhandlingsforløb er Heden Maskin-forretning og Agco Danmark nået til enighed om opdelingen af Fendt og Massey Ferguson på Fyn.

Agco ønsker, at de to maskinmærker har egne rammer - og det vil Heden Maskinforretning løse ved at bygge to, særskilte centre i forbindelse med Heden Maskinforretnings lokaliteter i Heden ved Ringe.

I en pressemeddelelse oplyser Agco, at der allerede er særskilte salgsteams på plads. I løbet af det næste halvår vil man også have etableret de fysiske rammer.

»Kravet om en klar adskillelse af de to mærker opfyldes og både Massey Ferguson og Fendt vil fremover have egne salgsteams og udstillingsfaciliteter. Vores dedikerede salgs- og serviceteams har opbygget en meget stor kompetence for begge mærker – en kompetence vi nu også vil kunne udnytte fuldt ud fremover,« siger direktør Lars Stockbæk Kristiansen, Heden Maskinforretning, i pressemeddelelsen.

Lars Stockbæk Kristiansen glæder sig over, at maskinforretningen kan fortsætte dens udvikling.

»Landbruget er under forandring og man er strukturmæssigt presset. På trods af dette har Heden Maskinforretning altid været en sund og god forretning. Det har naturligvis været afgørende for os, at dette kunne fortsætte efter den nye struktur faldt på plads,« siger han i en pressemeddelelse.

Det underbygges af et kig på virksomhedens regnskabsdata, som viser overskud de sidste år og en egenkapitalandel på 32 procent.

Hedens afdeling i Stevning på Als vil være uberørt af opdelingen og fortsat sælge Massey Ferguson.

 

AGCO Danmarks nye forhandlerstruktur

Administrerende direktør i AGCO Danmark, Bo Gade er glad for at Fyn nu også er på plads i forbindelse med den nye forhandlerstruktur – kaldet Route 66 - som bl.a. indebærer en klar adskillelse mellem de enkelte brands:

»Det overordnede mål er at man - på salgsstedet - fokuserer 100 procent på det enkelte brand, vel at mærke samtidig med at udgangspunktet altid er landbrugerens individuelle krav, ønsker og behov. Det er lykkedes med den nye struktur hos Heden Maskinforretning,« afslutter Bo Gade i pressemeddelelsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.