Her er Valtras nye armlænskonsol

Både touch-skærm, kørehåndtag og design er nyt på S-seriens nye armlænskontrol ved navn Smart Touch.

LandbrugsAvisen - Sima:

Valtra har serveret noget af en nyhed på Sima-udstillingen. Et helt nyt armlænskonsol, der består af ny betjening, nye knapper, nyt kørehåndtag og en ny touch-følsom terminal.

I første omgang kommer Smart Touch, som Valtra kalder konceptet, på den store S-serie, men:

"På sigt - formentlig i 2018 - kommer vi også til at se Smart touch på de mindre serier fra Valtra," fortæller Marko Ojalehto, produktchef hos Valtra.

Kørehåndtag med mange funktioner

Kørehåndtaget rummer en masse forskellige muligheder. Du kan betjene lift, hydraulik, transmission inklsiv vendegear og hastighed. Men kørehåndtaget rummer også to programmer-bare knapper, hvor chaufføren kan indlægge stort set samtlige forskellige funktioner, som traktoren har.

"Ved at skubbe kørehåndtaget fremad øger man hastigheden, men det har en ekstra funktion i form af et mærkbart klik, når det skubbes helt frem. Når man gør det, accelerer traktoren så kraftigt som overhovedet muligt uafhængigt af transmissionens indstillinger. Skubber man håndtaget til højre, aktiverer man cruisefunktionen, og den slås fra igen ved at skubbe håndtaget til venstre," forklarer Marko Ojalehto.

Underneden på kørehåndtaget sidder et scrollhjul. Med det kan man lynhurtigt ændre sin cruisehastighed, mens man kører.

Terminal med klare symboler

Terminalen er lidt et kapitel for sig selv. Den er i princippet magen til den lige så nye udgave på søstermærket MF. Men menustrukturen er anderledes.

"Vi har gjort meget ud af at lave en let-betjent terminal, hvor man aldrig er i tvivl om, hvor de forskellige ting indstilles. Terminalen har tydelige ikoner, og du kan ændre værdier på forskellige måder. Vi kan også dele terminalen op i fire små terminaler, der hver har syv forskellige menuer, du kan få vist,"  uddyber den finske produktchef.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.