Jysk maskinforretning får tidligere landbrugsskoleforstander i ledelsen

Kurt Østergaard har pr. 1. december overtaget den administrative ledelse af TBS Maskinpower efter Jens Chr. Hundahl, der er blevet direktør i Dalbo.

Kurt Østergaard er ny administrativ leder hos maskinforretningen TBS Maskinpower, der har afdelinger i Syd- og Sønderjylland.

Kurt Østergaard har en baggrund som forstander på Grindsted Landbrugsskole. Før det var han konsulent med speciale i driftsøkonomi hos Sønderjysk Landboforening, landbrugsskolelærer på Ladelund Landbrugsskole og planteavlskonsulent i Holstebro.

I den nye ledelsesstruktur er Jens Hansen, som er en af ejerne bag TBS Maskinpower, fortsat administrerende direktør og salgschef. Hans styrke og interesse ligger ude hos kunderne, så Kurt Østergaard skal koncentrere sin arbejdskraft om ”at have styr på butikken” og være katalysator i vedvarende justeringer og forbedringer i driften generelt og service i særdeleshed, melder selskabet.

Kraftig trimning af forretningen

Ejerne Jens Hansen og Stig Jensen hentede Jens Chr. Hundahl ind som administrativ leder for halvandet år siden. Nu er han blevet direktør for Dalbo, der producerer jordbearbejdnindsmaskiner.

»Vi har trimmet TBS Maskinpower det seneste halvandet år. AGCO´s Route 66 vision er implementeret, så Toftlund- og Brørupafdelingerne nu er MF-centre, mens Starup specialiserer sig i Fendt og Challenger, butikkerne er blevet til PRO-butikker, TBS Grillshop er solgt fra, Stig er trådt ud af den daglige drift, og der er sket mange andre ting. Det har desværre også medført nogle personalemæssige nedskæringer, men ikke mere end vi nu er 58 ansatte, hvoraf de 23 er beskæftiget med service,« siger den afgående administrative leder, Jens Chr. Hundahl.

Styr på butikken

Rent omsætningsmæssigt har ændringerne betydet et fald. Til gengæld er indtjeningen forbedret væsentligt, så der er overskud på driften i det netop afsluttede regnskabsår, og de forsigtige budgetter for indeværende år forudsiger et overskud før skat, melder selskabet.

Selskabet lægger vægt på, at TBS Maskinpower under Jens Chr. Hundahls ledelse har genfundet dets ben at stå på.

Helle Madsen er fortsat regnskabschef, og de tre afdelinger i Toftlund, Brørup og Starup har som hidtil en stor grad af selvstændighed i det daglige arbejde. De har f.eks. hver deres værkfører.

Erfaren mand med overblik

Kurt Østergaard er bevidst om, at nogle sikkert synes, hans fortid er meget forskellig, fra den man typisk forventer for en maskinhandler. Og det forstår han godt, men minder om, at der ikke står maskinhandler i jobbeskrivelsen.

»Jeg er ikke og skal heller ikke være maskinhandler! I TBS Maskinpower får jeg dygtige og engagerede kolleger, der hver for sig er specialister i service, reservedele, salg og så videre – og det tager de ansvar for. Mit job er at have overblik over helheden, sikre at bestyrelsens strategier omsættes til praksis og sørge for, at TBS Maskinpower fortsætter den positive udvikling, man er inde i,« siger Kurt Østergaard i pressemeddelelsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.