Kendt bilfirma køber stor maskinforretning

Nellemann Gruppen træder tilbage på landbrugsmarkedet med købet af Svenningsens Maskinforretning, som både har egne afdelinger og er importør af bla. Kubota.

For fem år siden måtte Nellemann Gruppen forlade landbrugsmarkedet, efter de i mere end 30 år, fra 1978 til 2012, havde importeret John Deere. Den grønne maskinfabrikant ønskede dengang selv at stå for importen.

Nu er Nellemann Gruppen igen kommet ind på markedet for landbrugsmaskiner, entreprenørmaskinel og have/park, efter de har købt Svenningsens Maskinforretning A/S.

Svenningsens Maskinforretning A/S.

Svenningsens Maskinforretning A/S har hovedafdeling i Kastrup på Amager og har en afdeling i Skanderborg. Derudover importører de landbrugsmaskiner til hele Norden - i Danmark har de knap 30 forhandlere.

Importen tæller japanske Kubota, amerikanske Bobcat og Textron samt tyske Schmidt, Nido og Holder.

»Det hele bunder i vores eget ønske om at tilføre et nyt ben, end det vi har i dag, der hedder biler. Det findes på forskellige småben, men vi kunne godt ønske at udvide vores forretning med et nyt forretningsområde. Vi ønskede at finde et forretningsben, hvor vi kan bruge de kompetencer, vi nu engang har, og der faldt maskinhandlen, og i særdeleshed landbruget, i tråd med det ønske,« forklarer adm. direktør for Nellemann Gruppens importselskaber, Mogens Lyngsø, til Landbrugsavisen.dk.

»Det er selvfølgelig ikke 100 procent glemt,« siger Mogens Lyngsø med henvisning til tiden som John Deere-importør.

Mogens Lyngsø forklarer, at de lige siden, de blev opsagt som John Deere-importør, har overvejet, hvordan de kunne komme tilbage.

»Man skal lige ramme det rigtige tidspunkt, hvor der er noget til salg eller noget, der skal ind på markedet, og vi har ikke fundet det rigtige match før nu,« siger han.

Samtidig var Svenningsens Maskinforretning i en position, hvor de havde brug for ekstra kompetence, siger han.

»Det kræver mere og mere i dag end blot at sælge maskiner. Nu skal man også repræsentere mærker,« siger Mogens Lyngsø.

Står I over for flere opkøb?

"Nej, det ved jeg sådan set ikke. Herrens veje er uransagelige. Det kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. På nuværende tidspunkt er Svenningsen en ret stor mundfuld i sig selv," svarer Mogens Lyngsø.

Opkøbet markerer afslutningen på seks generationers eneejerskab af Svenningsens, som har eksisteret siden 1861.

Familien beholder dog stadig aktier i virksomheden, ligesom Niels Svenningsen vil være til rådighed i en periode. Benny Svenningsen fortsætter som salgsdirektør og glæder sig også over de nye muligheder:

»Svenningsens blev grundlagt i 1861, så det er naturligvis en stor beslutning efter 156 års ubrudt familieejerskab. Men vi føler os sikre på, at beslutningen er rigtig. Hvis vi fortsat vil være blandt de stærkeste i branchen, er den bedste løsning helt klart at forene Svenningsens’ store produktportefølje, erfaring og praktiske evner med de styrker og ekstra ressourcer, som en langt større virksomhed har til rådighed. Nellemann er det perfekte match – oven i købet også en over 100 år gammel familievirksomhed med de samme, stolte traditioner gennem generationer, som vi selv har. I en alder af 156 år har vi fået en ”storebror”,« siger Benny Svenningsen.

Handlen afventer konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Læs også: Ny Kubota-importør: Vi sælge mere til landbruget

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.