Kinesiske Foton traktorer har fået ny dansk importør

TK Maskiner i Vinderup er ny importør af de kinesiske Foton-traktorer. I første omgang er målgruppen hobby- og fritidslandbrug.

Der kan sikkert stadig være både landmænd og fritidslandmænd, der savner at have en lille og teknisk simpel traktor som den legendariske grå Massey Ferguson på bedriften. Til dem findes der et kinesisk alternativ, Foton, som netop har fået ny importør i Danmark.

TK Maskiner i Vinderup har overtaget Foton-Lovol importen efter Foton Danmark i Vejle og samtidig opkøbt deres reservedelslager og har således eneret på Foton traktorer i Danmark.

»Vi ønsker primært at dække fritids- og hobbylandbrugene samt hestefolket, gartneren, campingpladsen, boligforeninger og andre steder, hvor der er brug for en lille snild traktor. I første omgang kommer vi primært til at køre med tre modeller på henholdsvis 50, 35 og 25 hestekræfter,« siger indehaver af TK Maskiner, Thomas Kristiansen og tilføjer, at der netop nu er bestilt ni nye traktorer på fabrikken, og de tre af dem er allerede solgt.

»På grund af euro 4 kravene og andre godkendelser kan vi indtil videre kun levere traktorer op til 50 hestekræfter, indtil fabrikken bliver klar med deres større modeller. De laver traktorer op til 185 hestekræfter til andre markeder end de europæiske,« siger Thomas Kristiansen, der mener, at de kinesiske traktorer egner sig godt til de små brug.

»De er ikke så tekniske, og bliver der problemer, vil det typisk være en mekanisk fejl frem for en elektrisk, som det typisk vil være hos mange af konkurrenterne. Og er der noget, der er dyrt, så er det fejlfinding på el samt skift og kodning af styrebokse og lignende komponenter,« siger han.

Tk Maskiner beskæftiger sig til dagligt med import af maskiner fra polske Akpil og Everun gummihjulslæssere, ligesom man er underforhandler af en række andre maskiner. Der er for tiden seks medarbejdere i Vinderup samt en freelance udekørende montør. På Fyn og Sjælland har TK Maskiner samarbejdspartnere til at tage sig af service- og garantidelen.

Alle traktorer har firehjulstræk og kan opbygges med frontlæsser, frontlift, snerydningsudstyr m.v.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.