Kongskilde i ny satsning i Rumænien

Kongskilde etablerer salgsselskab i Rumænien.

Kongskilde vil være mere synlige i Rumænien, der har et landbrugsareal fem gange så stort som Danmark. Derfor har den DLG-ejede virksomhed etableret et salgsselskab i landet, Kongskilde Romania S.l.a.

"Vi har været til stede og aktive i længere tid, men vi vurderer, at et mere direkte engagement nu vil øge vores synlighed og blive opfattet positivt," siger Ole Gade, adm. direktør i Kongskilde i en pressemeddelelse.

Kongskilde Romania er placeret i hovedstaden Bukarest. Selskabet råder over 900 m2 showroom, der også står til rådighed for de rumænske forhandlere. Dorinel Mihai er udnævnt til salgsdirektør, og han har gennem en årrække repræsenteret Kongskilde i Rumænien. Derudover er der ansat en sælger og kundeservicemedarbejder.

Med mange store landbrug, et stigende bruttonationalprodukt samt et landbrugserhverv, der er meget vigtigt for landet, vurderer Kongskilde, at tiden er moden til et eget salgsselskab.

Den største Kongskilde-kunde har 15.000 ha, og det samlede landbrugsareal i Rumænien er på 9,5 millioner ha – eller fem gange større end det danske.

"De store bedrifter og den meget fertile, men samtidig hårde jord stiller store krav til kvaliteten af udstyret. Det sikrer et godt potentiale for Kongskildes produkter, specielt inden for jordbearbejdning," siger Tommy Overby, eksportchef hos Kongskilde.

Tommy Overby nævner som eksempel, at Kongskildes Överum plove har succes i Rumænien, fordi de med deres robuste konstruktion kan holde til de kraftige og tørre jordtyper, der nærmest minder om cement, når der skal pløjes efter høsten. Den nye Germinator Pro såbedsharve egner sig også godt til de lokale forhold, og den har derfor også oplevet stor efterspørgsel.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.