Kult-traktormærke er tilbage i Danmark

Med Anders V. Larsen bag selskabet får Danmark nu igen en officielt importør af Ursus-traktorer fra Polen.

Der findes næppe en landmand eller maskinfører, der ikke kender det østeuropæiske traktormærke ved navn Ursus. Produceret i Polen har traktorerne gennem årene haft ry for at være enkle, sejtrækkende traktorer til fornuftige priser. Nu kommer det polske mærke igen til Danmark via et nystiftet selskab Ursus Danmark.

»Vi har arbejdet på det siden december, og nu har vi fået de første traktorer hjem, som vi kan vise frem,« fortæller Anders V. Larsen, bag Ursus Danmark der egentlig først oprettes som officielt selskab 1. juli.

Styrken bag Ursus ligger fortsat i den enkle konstruktion, der ikke giver en masse ekstra features, men som i stedet byder på billige hestekræfter.

»Vi skal ikke vippe Fendt eller John Deere af pinden. Det er rigtig fine traktorer med mange gode, avancerede funktioner. Vi kommer ind i billedet der, hvor landmanden blot behøver en traktor til at stå foran fuldfoderblanderen eller lignende. Her har man ikke nødvendigvis brug for en stor terminal eller elbetjent lift og hydraulikudtag,« forklarer Anders V. Larsen.

Mekanikken afspejles i priserne. Eksempelvis koster en 75 hestes Ursus inklusiv frontlæsser 269.000 kroner ekslusiv moms.

»Den er tiltænkt rideskoler, og har som den eneste en 30 kilometers gearkasse. En 110 hestes Ursus C-3110 HL leverer vi til 311.900 kroner - og med frontlæsser, 338.500 kroner. Så vil ligger i den lave ende prismæssigt,« tilføjer han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.