Maskinstation kører Ford uden GPS: Man kan ikke bare købe og købe

På Søttrup Maskinstation har Ulrik Lemvig fire Ford TW-modeller - og de kører alle sammen upåklageligt

»Derudaf går det, uden adblue, GPS og kun ét rotorblink - gad vide om det korn overhovedet kommer op..« - Sådan skrev en bruger på Facebook, da han delte en video fra Søttrup Maskinstation, som viser deres Ford TW-35 som er 22 år ung, med en Kverneland 4m såmaskine bugseret bagpå.

Ulrik Lemvig, som har Søttrup Maskinstation, er dog ikke bekymret. Han har kørt med TW-traktorer i mange år, og det er ikke gået galt endnu.

»Jeg blev udlært Ford-mekaniker i sin tid, så jeg har stadig de gamle TW-modeller,« siger han.

»De er billige at holde kørende, for der er ikke meget, der kan gå i stykker. Hvis der går noget elektronik på en ny traktor, så kan den slet ikke køre.«

Man kan stadig uden GPS

Naturligvis har Søttrup Maskinstation andre, nyere maskiner. Særligt, når de ensilerer græs eller kører på vej, er TW-35’eren lige lovligt langsom - den kan kun køre 30.

»Jeg behøver ikke nogen GPS for at køre lige,« griner Ulrik Lemvig. »Det er ikke ligesom de unge mennesker i dag.«

For det første finder Ulrik Lemvig det sjovt at holde de gamle maskiner kørende - men folk bliver også imponerede, når man kan gøre et ordenligt stykke arbejde med gammelt udstyr.

»Engang snittede jeg majs på en mark, som var sået med GPS - og det var altså ikke særligt heldigt. Jeg såede det mere lige uden GPS året efter,« siger Ulrik Lemvig. »Man kan lave et lige så godt stykke arbejde i en 22 år gammel TW-35, som man kan i en splinterny traktor til en million. Landbruget er i trange tider, man kan ikke bare købe og købe.«

Fortørringsprognosen opdateret: Kigger nu 60 timer fremKvæg 26. maj · 15:44

Hvis man skulle være bekymret for brændstoføkonomien i en gammel traktor, er der ikke noget at være bange for, mener han.

»Så meget mere brændstof bruger den slet ikke - det er ikke det, der vælter læsset,« siger Ulrik Lemvig.

Overvældende reaktion

I skrivende stund er filmen med den velholdte traktor blevet set 19.000 gange, har 345 reaktioner, og 116 kommentarer.

Mange af kommentarerne har også drillet dem, der kører i nyere traktorer, eller rost den blå pensionist.

»Puha nogle umenneskelige forhold at skulle arbejde under, han skal både køre lige og alt muligt,« skriver en bruger. »Det dér er en traktor! Ikke ligesom de PVC-maskiner, de laver i dag,« skriver en anden.

Det har været sjovt for Ulrik Lemvig at se den reaktion.

»Det har været ret vildt,« siger Ulrik Lemvig. »Måske er det derfor, de unge ikke kan køre uden GPS - de sidder på telefonen og er på Facebook!« afslutter han grinende.

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu