Maskinstationer: Der er behov for nye ledere i branchen

Kommende generations- og ejerskifter og en tendens til, at DM&E’s medlemsvirksomheder vokser, skaber et behov for flere ledere i branchen. Derfor udbyder Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) en ny lederuddannelse med start til efteråret.

Til efteråret får DM&E’s medlemmer mulighed for at uddanne sig inden for to helt nye fag, der specialiserer sig inden for hver deres område af ledelsesopgaven. De to fag er en del af den nye DM&E Virksomhedsleder, som er titlen på den samlede lederuddannelse.

Flere af DM&E’s medlemsvirksomheder står inden for en årrække overfor et generationsskifte, og det er derfor vigtigt at tage hånd om de unge, der skal overtage virksomhederne, lyder det fra organisationen.

Tendensen er, at virksomhederne vokser. Derfor bliver der i højere grad også behov for projekt- og kørselsledere i branchen.

»Det er vigtigt at klæde den nye generation på til at være leder og sætte dem ind i emner som fx rekruttering, medarbejderhåndtering og daglig ledelse af forretningen,« fortæller virksomhedsrådgiver i DM&E, Jens Guld, der også hjælper DM&E’s medlemsvirksomheder ved generationsskifter.

To fag udbydes i vinteren 2017-18.

»Vi oplever et behov for at udbyde en lederuddannelse, der sætter fokus på det ledelsesmæssige ansvar og de opgaver, man får som leder i en virksomhed samt den personlige udvikling, det kræver at blive leder,« fortæller Jens Guld.

Brancheforeningen har sammensat en uddannelse med tre selvstændige fag. Det ene fag: ”Ledelse i Praksis” har samme indhold som den tidligere lederuddannelse i DM&E, men adskiller sig dog ved at være adgangsgivende i det officielle eftervidereuddannelsessystem. Faget ”Lederens Forretningsforståelse” har fokus på de økonomiske begreber og at bruge økonomi som ledelsesværktøj i ens forretning. Til efteråret 2018 starter det sidste fag i uddannelsen: ”Det Strategiske Lederskab”.

Det nye uddannelsesforløb sker i et samarbejde med Erhvervsakademiet i Aarhus.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.