Organisation vil have klarhed: Hvem sladrer din traktor til?

På årsmødet i dag i DM&E var de moderne maskiners indsamlede data blandt emnerne i formandens beretning.

Begrebet Big Data - på godt og ondt - drøftes ikke mindst i Agro-virksomhederne under Danske Maskinstationer & Entreprenører. Og det var også et af emnerne, da deltagere fra over 250 medlemsvirksomheder og gæster i dag på Pejsegården i Brædstrup hørte formanden for Danske Maskinstationer & Entreprenører (DM&E) Søren Ulrik Sørensen aflægge sin årsberetning.

Formanden, der generelt berettede om et år med rigtig mange faglige såvel som politiske fingeraftryk fra brancheforeningens side, kom ind på, at der lige nu drøftes »Big Data« overalt i Europa og ikke mindst ejerskabet til de mange data. EU er på vej med en lovgivning på området.

»Det store spørgsmål er, hvem der ejer de data som maskinstationens traktor, finsnitter eller entreprenørmaskine sender op i »skyerne«, og hvordan styrer man hvem, der får adgang til de data,« lød det i Søren Ulrik Sørensens beretning.

Data til »skyer«

De fleste nye traktorer, finsnittere og mejetærskere kan samle data op. De er forsynet med et SIM-kort og sender data direkte til »skyer«, som for øjeblikket er ejet af fabrikanterne eller af deres samarbejdspartnere.

»Brugerne eller ejerne ved måske slet ikke, at der bliver opsamlet data fra maskinen, før leverandøren af maskinen måske en skønne dag beder om betaling, hvis man ønsker at se de data, som bliver produceret fra de traktorer og maskiner, som tilhører virksomheden,« konstaterede Søren Ulrik Sørensen i beretningen, hvor han tilføjede, at når den nye traktor eller maskine handles, bliver det sandsynligvis slet ikke drøftet, om der i handelen skal indgå, at leverandøren må opsamle data fra traktoren eller maskinen, og hvem der må få adgang til de data.

DM&E følger med

»Fra bilindustrien, som teknologisk altid er lidt foran landbrugsmaskinindustrien, ved vi, at der allerede nu fra nye biler sker automatisk overførsel af data til »skyer«. Data fra skyerne kan efterfølgende stilles til rådighed for forskellige interessenter, og det kán ske uden at bilejeren ved noget om det. DM&E er naturligvis med i udviklingen og drøfter branchens muligheder med Big Data både i Danmark og i EU. Fremover skal der være klare aftaler om dataoverførsel, samt hvem der kan få adgang til dem, allerede når der handles nye traktorer og maskiner,« forklarede Søren Ulrik Sørensen.

Af DM&E´s årsberetning fremgår det også, at foreningen har oprustet inden for virksomhedsrådgivning og arbejdsmiljøområdet, hvor brancheforeningen nu også tilbyder sine medlemsvirksomheder hjælp og branchespecifikke værktøjer samt rådgivning. DM&E´s vision om at være synlig og aktiv i både den faglige og politiske debat, og ikke mindst over for branchens virksomheder, uddannelsesinstitutioner og andre interessenter har ifølge beretningen også båret frugt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.