Rauch går efter præcision og udbytter

Maskinhandler Indkøbsringen viste på Agromek den ypperste version af Rauch Axis gødningssprederne.

Skal man stille op på en messe, tager man det bedste med. Har de sikkert tænkt hos MI, Maskinhandler Indkøbsringen, da de skulle vælge, hvilken gødningsspreder, de skulle medbringe til standen på Agromek.

Valget faldt på Rauch Axis H EMC-W gødningssprederen, der er den ypperste centrifugalspreder i programmet med højt præcisionsniveau og masser af justeringsmuligheder til gavn for udbyttet.

Modellen, der har vejeceller og er Isobus kompatibel, kommer med beholdere fra 2.200 til 4.200 liter og spredebredder fra 18 til 50 meter. Axis er en spreder-serie, som har vundet flere priser, især på grund af CDA teknologien, hvor det er muligt at justere nedfaldspunktet for at opnå størst mulig præcision.

Axis H EMC-W benævnelsen dækker over en række finesser, såsom hydraulisk træk af spredeskiver og omrører, electronic metering control samt vejeceller, der konstant kontrollerer indholdet i beholderen og giver piloten informationer om forbrug og restmængde.

H EMC - hydraulic electronic metering control - er hjertet i maskinen, nemlig et elektro-hydraulisk træk med et målings- og styringssystem, som ”vejer” gødningen på selve spredeskiven. EMC-sensorerne kontrollerer og justerer meget præcist det indstillede gødningsflow separat på højre og venstre spredeskive hvert andet sekund. På den måde registreres ændringer i forholdet lynhurtigt og rettes øjeblikkeligt. Resultatet er, at det optimerer spredebilledindstillingen - selv når VariSpread Dynamic arbejder med en reduceret arbejdsbredde på den ene side.

»VariSpread indstiller automatisk den optimale spredebredde og mængde i kileområder. Via det intelligente samspil mellem regulering af udbringningspunkt, spredemængde og omdrejningstal kan der automatisk hentes fire forskellige spredebredder i både højre og venstre side,« forklarer Christian Kyhn Lorenzen fra MI.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.