Renset kølervæske fjerner kvælstof fra spildevand

Horsens Vand A/S har stort udbytte af samarbejde med Avista Oil Danmark A/S.

Renset kølervæske har det seneste års tid sparet Horsens Vand A/S for mange penge, når spildevandet skal renses for kvælstof. Det lyder måske mærkeligt i første omgang, men der er en god forklaring ifølge projektleder Mille Hjorth Schausen:

"For at fjerne kvælstof fra spildevandet er det nødvendigt at tilsætte kulstof – som man også kalder sukkerstof – og vi skal bruge relativt store mængder. I runde tal skal der være syv gange så meget kulstof som kvælstof for at sætte den biologiske rensning i gang."

Derfor indledte Horsens Vand A/S for et års tid siden et samarbejde med Avista Oil i Horsens. Denne virksomhed er mest kendt for at rense spildolie og forvandle det til brugbart genbrugsolie, men de renser også kølervæske fra eksempelvis  autoværksteder landet over. Og det er interessant for Horsens Vand A/S.

"Den vigtigste ingrediens i kølervæske er glykol, som indeholder meget kulstof. Derfor kan vi bruge det som tilsætning til spildevandet, og den rensede kølervæske skal bare fragtes nogle få hundrede meter fra Endelavevej og om til vores anlæg på Alrøvej. Vi undgår altså en masse transport," siger Mille Hjorth Schausen.

Hun understreger, at den rensede kølervæske er fuldt forsvarlig at bruge.

"På mange måder minder dette restprodukt meget om ren alkohol, som vi tidligere købte ved spritfabrikkerne i Aalborg. Det er næsten lige så effektivt som den rene alkohol, men det koster kun ca. 12 procent af, hvad vi tidligere betalte for alkoholen," siger hun.

Tidligere har Horsens Vand A/S også brugt melasse, som er et affaldsprodukt fra produktionen af majsolie, til at fjerne kvælstof. Men det var knapt så effektivt – bl.a. fordi melassen er meget temperaturfølsom og kunne være svært at pumpe med i koldt vejr – og derfor opstod ideen om at bruge renset kølervæske.

"Vi bruger ikke lige meget af den rensede kølervæske året rundt. Om sommeren er det ikke nødvendigt at tilsætte kulstof på grund af temperaturen, men resten af året gør vi det – faktisk op mod 1.400 liter om dagen," siger Mille Hjorth Schausen.

Mængden af kvælstof i spildevandet i Horsens er relativt højt, især på grund af meget industrispildevand. Også derfor er hun glad for, at Horsens Vand A/S nu har fundet det, der ligner en permanent løsning.

"En vigtig parameter er selvfølgelig, at spildevandet bliver ordentligt renset, inden det ender i fjorden – og her viser alle vores målinger, at rensningen fungerer helt, som den skal," siger Mille Hjorth Schausen.

Dermed sparer samarbejdet ikke bare Horsens Vand A/S – og dermed forbrugerne – for penge. Det bidrager også til et bedre miljø.

#Vi tager ansvar for hele processen, og for os er miljøbevidsthed også et spørgsmål om at genbruge ressourcer og gøre det effektivt. Samarbejdet med Avista Oil er en miljømæssig god løsning på konkurrencedygtige vilkår," siger Mille Hjorth Schausen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.