Robotter stod skoleret for Innovationsfonden

Seks virksomheder sluttede i dag torsdag sit fireårige lange SAFE-projekt med en opvisning i, hvor langt man rent faktisk er nået med sikre, autonome maskiner på dansk grund.

En plænetraktor, der uden fører kører rundt og slår græsplænen. En lille robot, der kører på golfbanen og samler bolde op.

Dét har vi allerede set, tænker du sikkert, og i princippet har du ret. Men alligevel er de seks virksomheder, der indtil i dag har været en del af et fireårigt projekt med støtte fra Innovationsfonden, nået væsentlig længere end blot at vise ting, der kan køre selv. Én ting er nemlig kørslen, en anden er sikkerheden og hele softwaren i at få robotterne til at gøre som forventet i forhold til deres opgaver.

SAFE-projektet (Safer Autonomous Farming Equipment) afholdt i dag torsdag en demonstrationsdag ved Odense Lufthavn. Her viste virksomhederne de teknologier frem, man har arbejdet med undervejs i projektet, og også Innovationsfonden var til stede for at se nærmere på resultatet af de små fire år med SAFE.

Avanceret algoritme i brug

SAFE går som navnet antyder ud på at udvikle sikre løsninger, når det gælder automatiserede køretøjer uden chauffør. De seks virksomheder har arbejdet sammen om emnet - ikke for at udvikle én robot, men i stedet at hjælpe hinanden med teknologier til at udvikle nye maskiner. Det indebærer blandt andet brugen af en såkaldt YOLO-algoritme, der kan klassificere ting på billeder. På den måde er maskinerne i stand til at se, om det er en person, som står i vejen for en maskine eller blot en mindre fast genstand.

Men hvor algoritmen kan fortælle, hvad der er på billedet, så er det den lille virksomhed Conpleks Innovation, der har udviklet det, som kan fortælle robotten, hvordan den skal reagere.

»Vi har udviklet et stykke software, der i real time kan lave en ny rute uden om forhindringen - i forhold til, hvad den ser på billedet,« fortæller Tom Simonsen, administrerende direktør hos Conpleks Innovation, der er en af de seks medvirkende i SAFE.

Virksomheden fremstiller udendørs mobile robotter og har gennem projektets løbetid blandt andet udviklet en controller, der så at sige agerer som hjernen i robotterne, og som allerede er i salg som et kommercielt produkt. Fælles for controlleren og mange andre teknologier i projektet er, at de bruges på tværs af virksomhederne. En kæmpe styrke mener Ole Green, direktør i virksomheden Agrointelli, en anden af de seks deltagere i SAFE.

»Det unikke ved det her projekt er, at virksomhederne har formået at arbejdet sammen om at udvikle nye teknologier. Derfor er kameraet med tilhørende software på den autonome plæneklæpper præcis det samme som på den radrenser du ser bag mig. Det er de samme algoritmer der bruges, hvis kameraet og software ser en forhindring. Det er kun, hvad maskinen efterfølgende skal gøre, der er forskellig,« forklarer Ole Green.

Budget på 30 mio. kroner

SAFE har et budget på 30 mio. kroner. De 15 mio. kommer fra deltagerne selv, Agrointelli, Århus Universitet, Keyresearch, Claas E-systems, Conpleks Innovation og Syddansk Universitet. De resterende 15 mio. kroner kommer fra Innovationsfonden, der årligt formidler tæt ved 300 mio. kroner til forskellige projekter.

René Damkjær er chefkonsulent i fonden og var ligeledes til stede på demonstrationsdagen for at se projektets resultater. Han mener bestemt, at SAFE har været en succes.

»Jeg må erkende, at projekt-deltagerne har leveret. Man behøver blot at se sig omkring her i dag, for at konstatere det. Virksomhederne har i den grad formået at udvikle på dette område. De har haft modet til at kaste sig ud i udviklingen af disse nye ting på området. Det er netop de virksomheder, der har modet til at bevæge sig fremad i udviklingen og skabe viden og vækst, Innovationsfonden skal støtte. Ellers er det ikke relevant,« siger René Damkjær.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.