Samson gør plads til større bomme: Forlænger gyllevogn

PG II 28 er forlænget 35 centimeter, og vognen får også større vandring i affjedringen samt større frihøjde med den forreste aksel hævet.

Med PG II 28 lancerer Samson Agro nu en ny model af de populære PG II-vogne. Til gengæld ryger den lidt mindre PG II 27 ud af programmet, og det er der flere årsager til:

Udviklingen på redskabssiden er de seneste år gået meget stærkt, og kundernes ønske om at have fuld fleksibilitet til at vælge vogn og fyldesystem uafhængigt af redskab har været stigende. Ikke mindst på de udenlandske markeder. Derfor er den nye vogn forlænget med 35 centimeter for at give bedre plads til store slæbeslangebomme, oplyser Samson Agro i forbindelse med lanceringen.

Vognen, der kommer i to udgaver, standard og med fuldhydraulisk hjultræk (HWD), er også opgraderet på en række punkter i forhold til PG II 27.

Undervognen er ændret og giver ifølge Samson Agro en større vandring i affjedringssystemet. Det øger frihøjden mellem hjul og underlag med op til 50 pct., når den forreste aksel er hævet.

»Den øgede frihøjde på vognen gør det muligt at lægge langt mere vægt over på prodsøjet,« fortæller Søren Mejlstrup Jensen, produktchef for gyllevogne og redskaber, Samson Agro.

Det større tryk er ifølge produktchefen en stor hjælp, når man kører op ad bakker med tunge redskaber.

Også liften på vognen er ændret - et setup, der går igen på PG II 31 og PG II 35, så liften fremover er ens på alle vogne i PG II-serien.

Samson PG II 28 vises på flere af sommerens dyrskuer. Første gang på Roskilde Dyrskue 26.-29 maj.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.