Traktormærker deler førstepladsen i årets første måned

Case IH og New Holland kom godt fra start i 2017. Af Kristoffer Boye Larsen

Det blev de to CNH-mærker Case IH og New Holland, der blev nyregistreret flest gange i årets første måned. Det fremgår af traktorstatistikken for traktorer over 30kW, der netop er blevet udgivet af ND data.

Både Case IH og New Holland havde 25 nyregistreringer i januar måned. På tredjepladsen kommer John Deere, der med 24 nyregistreringer er tæt på at tage føringen.

Agco-mærkerne Fendt og Massey-Ferguson havde begge ni nyregistreringer, mens Valtra fik registreret otte traktorer. Således tager de tre Agco-mærker fjerde, femte og sjettepladsen.

Claas registrerede seks traktorer og Deutz-Fahr to traktorer. Derudover var der tre nyregistreringer i kategorien andre mærker.

Samlet set blev der registreret 112 traktorer i årets første måned. Det er en forbedring på cirka 10 procent i forhold til januar sidste år. I januar 2016 blev der registreret 101 traktorer. Det var blot to tredjedele af antallet de foregående år og dermed et historisk lavt antal.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.