Tysk landbrugsindustri har et »imponerende comeback«

De tyske producenter af landbrugsmaskiner mærker en kraftig vækst, beretter deres brancheorganisation.

Syv procent.

De tyske producenter af traktorer og landbrugsmaskiner har mærket en kraftig vækst i første halvdel af 2017, beretter deres brancheorganisation, VDMA. Dermed var omsætningen på 4,5 mia. euro, svarende til 33,5 mia. kr.

VDMA kalder det et »imponerende comeback« efter tre år med tilbagegang.

»Siden årets begyndelse er branchens omsætning kun gået en vej: Opad,« siger Dr. Bernd Scherer, VDMA’s adm. direktør, i en pressemeddelelse, som blandt andet giver de forbedrede mælkepriser som begrundelse.

Især salget i Tyskland er gået frem, men også eksporten har taget fart. Dog har udviklingen de seneste uger ikke været lige så voldsom som tidligere på året.

Branchechefen mener, at høsten spiller ind på den aftagende vækst. I Nordeuropa plager regnen - i syd tørken. Han er dog fortsat optimist på branchens vegne.

Frankrig er et stort marked for de tyske maskinproducenter - og her er væksten endnu ikke så stærk.

Derimod er væksten stor i Rusland, og i Ukraine vokser salget med tocifret vækst.

Især traktorer, jordbearbejdningsmaskiner og såmaskiner af vestlig produktion er i større efterspørgsel end sjældent før, melder VDMA.

For hele året forventer VDMA en vækst på samlet set fire procent i forhold til året før.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.