Väderstad rykker tættere på Semler Agro med ny finansieringspartner

Väderstad og Nordania har indgået et samarbejde, der skal give bedre muligheder for at finansiere de velkendte produkter i Danmark.

Fra 1. januar 2017 har Väderstad indgået en aftale med Nordania, der skal give attraktiv finansiering på Väderstads produkter på det danske marked.

I Danmark har Semler Agro eksklusiv forhandling af Väderstad, og Semler har i forvejen et stærkt bånd til Nordania, der nu altså også omfatter Väderstad.

»Det er Väderstad og Nordania, der har indgået aftalen, men i og med vi har den ekslusive forhandlerret i Danmark, så er det os, der rent praktisk tager os af tingene. Vi har i forvejen et godt samarbejde med Nordania,« fortæller Lars Frederik Henningsen, salgsdirektør hos Semler Agro.

Håndteringen stemmer fint overens med Semler Agros målsætning på området.

»Via aftalen kan vi tilbyde de gængse finansieringsværktøjer så som købekontrakt og finansiel leasing. Det er i tråd med vores "one source policy", der kort fortalt går ud på, at vores kunder kun behøver at være dialog med én medarbejder, som så varetager de forskellige opgaverne og samler trådene,« uddyber Lars Frederik Henningsen.

Tættere på kunderne

Väderstad har tidligere haft mulighed for finansiering af virksomhedens produktprogram via Väderstad Finans.

Landmand valgte dyr løsning for at redde sin jordMark 18. marts · 08:00

»Navnet Väderstad Finans fortsætter vi med, men nu altså med Nordania i ryggen,« fortæller David Pedersen, administrerende direktør i Väderstad Danmark.

Samlet set forventer både Väderstad og Semler, at aftalen bringer større nærvær til kunderne.

»Vi vil være den bedste samarbejdspartner, der mange år ud i fremtiden er den personlige leverandør af landbrugsmaskiner og moderne løsninger. Aftalen mellem Väderstad og Nordania er nogle af de tiltag, der kan bringe os tættere på kunderne - måske ikke fysisk, men på en måde, så vi skaber mere værdi for kunderne,« siger Lars Frederik Henningsen og fortsætter:

»Derfor opruster vi i øjeblikket også på antallet af servicevogne og montører, der hurtigt kan rykke ud i tilfælde af problemer. Det betyder en mere fleksibel og kørende service, der altid er på landevejen og i nærheden,« påpeger han.

Aftalen mellem Nordania og Väderstad trådte som nævnt i kraft pr. 1. januar. Detaljer omkring renteniveau og specifikke priser mangler endnu at komme helt på plads.

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu