Tidligere L&F-profil går ind i Frie bønder

Tonny Hansen, tidligere næstformand i Landbrug & Fødevarers deltidsudvalg, er gået ind i bestyrelsen hos Frie Bønder - Levende Land.

Landsforeningen Frie Bønder- Levende Land har i weekenden holdt landsmøde på Fyn.

Her fik foreningen ny næstformand, deltidslandmand Henrik Kuske Schou, og så fik bestyrelsen et nyt medlem, Tonny Hansen.

Han er tidligere næstformand i Danske Deltidslandmænd, et udvalg under Landbrug & Fødevarer, som primærbestyrelsen valgte at nedlægge i 2015.

"Det er ikke i protest," understreger Tonny Hansen, som fortsat er medlem af Landbrug & Fødevarer.

Han mener, at der er brug for Frie Bønder - Levende land.

"Lige nu mangler der nogen til at varetage de små brugs interesser, som mit eget," mener Tonny Hansen.

Foreningen blev dannet for 10 år siden i opposition til Landbrug & Fødevarer. De mener, at det industrielle storlandbrug er moralsk, økologisk og økonomisk bankerot. Små og mellemstore landbrug bør udgøre grundstammen i landbrugsproduktionen, er holdningen.

Tonny Hansen siger, at han ikke deler de mere rabiate holdninger. Han så gerne, at Frie Bønder bløder lidt op.

"Jeg vil gerne være med til at skubbe på, at Frie Bønder - Levende land udvikler sig lidt mere fra at være protestforening til at være en faglig forening," siger han.

"Jeg siger til de andre, at vi kan ikke bare lige skrotte hele den danske landbrugsmodel i morgen."

Der er også emner, hvor han er imod Landbrug & Fødevarers linje, eksempelvis ved MRSA-debatten og glyphosat, som han anser for skadeligt. Derudover kan han ikke lide, at landbrugene udvikler sig til megalandbrug.

"Denne ide om, at danske landmænd vil til Rumænien og bygge til 10.000 søer, det er en fuldstændig vanvittig tankegang. Jeg bryder mig ikke så meget om denne direktørtanke," siger han.

Tonny Hansen er 61 år, driver et mindre landbrug på 20 hektar i Børkop samt maskinstation. Han har for to år siden omlagt til økologi og er også medlem af Økologisk Landsforening.

Han har frilandsgrise og ammekøer. For to år siden meldte han sig ud af Danish Crown i protest mod deres prispolitik, som tilgodeså større kødproducenter. Han afsætter alt kød selv og får det slagtet i et lokalt slagtehus.

Den nye næstformand, Henrik Kuske Schou, er 49 år, driver et mindre landbrug med planteavl ved Tureby på Østsjælland og er uddannet agrarøkonom. Henrik Kuske Schou er også medstifter af foreningen. Han afløser Ole Færgemann, Knebel, som dog fortsætter som menigt bestyrelses medlem.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle