Til Nordkap i traktor: "Denne sommers mest fotograferede optog"

Kurt L. Frederiksen er på vej til Nordkap og tilbage igen i sin Valmet 604 fra 1984. En tur på 5.200 kilometer, der skal klares på 40 dage. Her kan du læse anden del af beretningen fra turen.

Det er traktoren. Det er den, der gør det hele synligt.

Mens jeg ruller gennem landskabet ad E45 med kurs mod nord, har jeg tid til at iagttage det, ændringerne, de forladte huse, forfaldet. Noget sniger sig ind over landskabet.

Mange steder er der skilte til Hembygda, gårde, der er gledet ud af tidens udvikling. Nu sælger entusiastiske frivillige en kop kaffe og en vaffel, mens de beredvilligt viser fortiden frem. Der er gamle møbler, tøj, husgeråd og værktøj. Det er næsten det mest interessante. Flittige hænder har formet det, hænder, der ville og kunne det med snilde. Generationers erfaringer er gemt i sliddet.

For år tilbage, når man på denne tid af året kørte op gennem Sverige, var høhøsten i gang. Det nyslåede græs blev hængt til tørre på trefodede stativer – nogle steder på lange udspændte tråde. Det var en kunst at få det anbragt. Derefter var det Vorherre, solen og vinden, der sørgede for vinterfodret.

Nu slår man græsset med traktor, wrapper det med traktor til madpakker, samler dem sammen med traktor og kører dem sammen med traktor. Sliddet er væk, mandskabet sparret, erfaringer og håndlag uddøde. Måske er det godt det samme. Måske. Nu står husene tilbage og stirrer med deres tomme vinduesøjne. Jeg kører langsomt og kan se dem fra mit høje sæde.

Op gennem Nordsverige forsvandt madpakkerne, de åbne ”torp” blev mindre og færre for til sidst  at forsvinde.

Men hov! Helt oppe ved Kautokeino i de nordligste Norge var de der pludselig igen, men det var en undtagelse. Landskabet har helt ændret karakter. Nu er det renerne, der bjærger føden her. Helt oppe ved Alta dukkede køerne nu op igen.

Hjemmefra var jeg blevet spået sure miner på grænsen til øretæver, fordi jeg ville genere trafikken, spærre vejen og hindre ordentlige folks fortravlede fremfærd.

Alt det er gjort til skamme. Jeg bliver overhalet af smilende og vinkende mennesker. Tommelfingeren op og dyt-dyt. Mens de glider udenom, filmer de mig. Når jeg holder, vil folk snakke. Der bliver taget flere billeder. Mit optog er med garanti denne sommers mest fotograferede i Skandinavien.

Med myg og mekanik-massage

Motoren bruger lidt olie. Sikringen til afviserblinket skal masseres hver anden-tredje dag. Det varer to minutter. Det lever jeg med. Og så har jeg knækket nøglen i førerhusets ene dør. Det varede fem minutter at skille låsen ad, to minutter at pille stumpen ud og 10 minutter at samle det hele igen. Må det bare fortsætte på den måde.

Men jeg indrømmer gerne: Om aftenen er jeg træt. Jeg tror, det er bumperiet, der gør det. På den måde får jeg tæsk.

Mens jeg har skrevet dette, har jeg klasket myg hele tiden. Inde i campingvognen, hvor jeg skal sove! Jeg ved ikke, hvor de kommer ind. Men de er alle vegne med deres spidse snabler og blodsprængte øjne. De nyder det dejlige vejr.
Efterskrift: Jeg har fundet ud af det. Myggene bruger friskluftlemmen i loftet. En lille sprække gør det muligt. Gaffatape løser problemet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle