Til Nordkap i traktor - og er bitter over glemt ventilatorrem

Af Kurt L. Frederiksen

Så er vi her, Valmet’en, campingvognen og jeg. På Nordkap. En dag før beregnet, men vejret var usædvanlig fint, så jeg holdt på, og allerede onsdag aften nåede vi rejsens første mål.

Hyggelig stemning. Her er mange folk. Man går rundt og snakker om hinandens ture, planer, vejret, ruterne og vejenes beskaffenhed. Der skulle være meget vejarbejde nede i Finland. Nu får vi se.

Parkeringspladsen var godt fyldt op, men to tyske autocampere skulle absolut holde ved side af hinanden, så den ene var helt tæt på traktorens forhjul. Da han så alligevel hellere ville have en anden plads, glemte han bagenden, da han svingede ud. Han ramte traktorens fordæk, så hele hans lygtearrangement røg af og slæbte hen ad jorden, da han kørte. Hvor konen dog råbte op. Det bliver også en dyr historie. På traktorens dæk var der næsten intet at se.

Det gode vejr holdt ikke. I løbet af natten slog det om. Blæst, regn og tåge. Mange var kørt i nattens løb. Jeg blev på grund af en aftale med DR.

Så på med regntøjet og ud til det daglige ritual: Oliepinden, også på bagtøjet, kølervandet, ventilatorremmen. Er den ikke ved at blive en anelse slap? Dækkene. Er der lys på hele vejen rundt? Jeg skal jo gennem et par lange tunneler, så det skal virke. Det gør det så ikke. Jeg mangler lys i campingvognens højre side. Heldigvis er det kun stikket. Det er det klassiske traktorproblem. Jeg vrikker lidt med stikket. Så virker det hele.

Nøglen i. Motoren starter med det samme. Det har den heldigvis gjort hele vejen. Det plejer den også. Jeg har garderet mig med et ekstra batteri, som jeg også kan lade på, men jeg kører. Det er en god ting, for jeg bruger strøm til computeren, til opladning af telefon og kamera.

Indrømmet: Jeg er lidt øm over den ventilatorrem, og jeg er sur på mig selv over, at jeg glemte at få en ekstra med. Det stod ellers på listen. Jeg prøvede at få en i Honningsvåg, men nej, ikke lige i den størrelse. Jeg prøver igen nede i Finland.

En polsøger burde jeg nok også haft med, men heldigvis har der ikke været brug for det.

Vejen ned fra Nordkap er smuk. Jeg så det jo på vejen op. Nu ser jeg intet. Viskeren arbejder, spejlene er ubrugelige, kun motorlyden fortæller mig, om det gå op eller ned. Det er så tåget, at jeg måtte lede efter udkørslen fra parkeringspladsen. Efterhånden som jeg kommer ned gennem den sky, der er skyld i det værste, bliver landskabet langsomt tydeligere. Men det er koldt.

Jeg har fundet ud af, at nordmændene heroppe ser på datoen og går i skjorteærmer. Jeg ser på termometret og beholder trøjen på.

Nedkørslen gik uden uheld, men det var en drøj omgang.

Nu går det mod Finland, de dybe skove – og vejarbejdet.

Note: Beretningen er skrevet 14. juli.