Af Birgitte Kjemtrup Høye, Tinnet.
Vi fik sne i går og har i dag været hos naboen og låne deres gamle kælke. Deres unger er næsten voksne nu og for længst holdt op med at bruge dem. Vi har ikke fået købt nogen endnu, mest fordi jeg synes at huske, at plastikkælkene altid gik hurtigt i stykker. Og den ene af naboens kælke har da også huller i begge hjørner og egner sig bedst til pauseplads for Bettemand To og mig, mens Manden og Bettemand Et suser i fuld fart ned over bakken. Den kælk, de bruger, er af den gamle type af træ med metalmeder. Manden og jeg tog et gammelt stearinlys med os og smurte mederne, så der kan suses ned ad bakker, og det eneste, der bliver tilbage oppe hos mig, er lyden af vild børnelatter iblandet Mandens glade brummen.
Det er en helt fantastisk blå og lys dag i dag. Hvidt så langt øjet rækker med en ubrudt blå himmel for oven, fuld sol og ikke en vind, der rører sig. Det er lige på frysepunktet, hvilket giver isperler på hængepilen, da sneen smelter i toppen af træet, men fryser til is igen for enden af grenene. Lige sådan en dag, hvor man bare er nødt til at komme ud.
Vi har mange bakker i nabolaget, der egner sig rigtig fint til kælkning. Og mens jeg sidder på toppen af den ene, denne gang med Bettemand Et på skødet, og Bettemand To klukker hele vejen ned i Mandens favn og griner, da de suser hen over plovfuren, hvilket giver et lille bump, dukker der et billede op i hovedet på mig. Jeg er vel fire fem år gammel og er på vinterferie hos Mormor og Morfar. Det har sneet, og ude på Dyntmark er der bakket, meget bakket. Så Mormor har taget den gamle trækælk i snoren og mig og min lillebror i hånden. Vi skal finde den bedste, den stejleste bakke. Turen gav en masse sne inden for flyverdragten og et forstuvet håndled til Mormor, da hun faldt af kælken, for den tog sig en flyvetur, da et muldskud kom i vejen, men ellers var det en dag som denne.
Manden er ved at få sig kæmpet op ad bakken igen. Bettemand To har ikke helt fanget det der med at blive siddende på kælken, så han triller af, og får dyppet hele ansigtet ned i sneen. Han ved ikke, om han skal grine eller græde. Jeg skynder mig at få den børstet af hans kinder og får mig et smil til gengæld. Hvor er det dog dejligt at kunne give sådan en oplevelse til sine børn. Med hverdage, hvor det er let at stikke en opladet Ipad i hånden på den store og en traktor til den lille, mens der skal laves aftensmad og vaskes tøj, er det super skønt at kunne sætte sig bag på kælken med ungerne foran og for en stund glemme, at man er voksen. For hvor er det dog sjovt at kælke.
