Tomme huse kan skabe vækst

Af Carsten Abild, formand Landsbyerne i Danmark

Der er i dag i vore landsbyer og landdistrikter et sted mellem 10.000 og 25.000 ejendomme, der ikke lever op til en standard, som opfylder de krav, vi i dag stiller til vores boliger. Desuden er der ca. 100.000 tomme landbrugsbygninger.

For at stoppe forfaldet på landet har Folketinget afsat en pulje, som skal anvendes til forbedringer på dette område. Da puljen blev oprettet, var den på 400 millioner kroner, men den er fra 2017 reduceret til 55 millioner kroner. Det er kommunerne, der administrerer puljen og har ansvaret for anvendelsen af midlerne, lige som kommunerne skal stille yderligere kapital og personale til rådighed for administration af disse sager. Dette sidste har gjort, at mange kommuner har svært ved at få et positivt resultat ud af de i forvejen få midler, der er afsat til formålet.

Men skal alle boliger, der ikke lever op til nutidens krav, renoveres eller fjernes, vil det koste tæt på et tocifret milliardbeløb. Selvfølgelig er det ikke muligt at skaffe et så stort beløb, men der er måske andre veje at gå?

For det første er det muligt for kommunerne, når boligruinen eller den tomme landbrugsbygning er fjernet, at give en byggetilladelse til en ny bolig eller til en eller flere ferielejligheder. Ofte ligger boligruinen på en stor grund i landsbyen eller naturskønt ved skov og strand. Ferielejligheder, der er beliggende uden for sommerhusområder, kan lejes ud hele året.

For det andet kan kommunerne samarbejde med lokale ildsjæle, der, som det er gjort i Vestervig, har etableret et lokalt selskab, der opkøber de problematiske ejendomme, istandsætter dem, lejer dem ud eller sælger dem, såfremt det er muligt.

Den tredje måde, der kan skabe vækst og udvikling på landet, er iværksættere, håndværk og småindustris brug af tomme landbrugsbygninger. Ofte er det for dyrt for iværksættere og håndværkere at etablere sig på en industrigrund i byen. Her skal familien først skal have en bolig, så skal der købes en industrigrund, bygges en hal, installeres inventar osv.

Anderledes økonomisk overkommeligt er det for håndværk og småindustri at etablere sig i en nedlagt gård med familien boende i stuehuset og de tomme landbrugsbygninger som foreløbigt værksted og lager. Får virksomheden succes, og der bliver brug for udvidelser, er det glædeligt, at de kommunale politikere efter liberaliseringen af planloven kan hjælpe med en landzonetilladelse eller en lokalplan. Planloven er ikke en forbudslov.

Forsømte huse og tomme bygninger kan renoveres, eller, hvis de er i meget dårlig stand, fjernes samtidig med, at der skabes vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle