Træd ind i dansk historie søndag

Danmarkshistorien ligger for dine fødder, når Spor i Landskabet på søndag d. 11. juni byder velkommen udenfor til Sporenes Dag. Der findes historiske spor lige fra stenalderen til 2. verdenskrig på de knap 200 stier under Spor i Landskabet. Det er vandrestier på private arealer, som ellers ikke ville være tilgængelige for offentligheden.

Jættestuer, flyvergrave og vikinge-handelsplads. Der gemmer sig et væld af historiske vidnesbyrd og perler rundt omkring i det danske landskab.

Spor i Landskabet, der i 20 år været med til at åbne for adgangen til historiske spor på private arealer, inviterer søndag den 11. juni på en gåtur i Danmarkshistorien 12 forskellige steder i landet.

Her giver lodsejerne mulighed for at opleve de historiske vingesus, mens de lokale frivillige sti-grupper udfolder de lokale historier.

Vil man hellere opleve historien på egen hånd, har Spor i Landskabet nu gjort det nemmere at træde ind i historien.

"Vi vil gerne give danskerne bedre adgang til de historiske vidnesbyrd, der gemmer sig i naturen. Derfor kan man nu på vores danmarkskort over alle spor sortere efter historiske spor. De dækker alt fra jættestuer, ruiner, kulturlandskaber til andelsmejerier. Under hvert enkelt spor kan du læse, hvad der findes af interessante historier på ruten. Og der kommer løbende flere til," siger Kirsten Skou Ranvig-Forná, konsulent i Landbrug & Fødevarer og projektleder for Spor i Landskabet, i en pressemeddelelse.

Prisfald gør ondt på økolandmænd (opdateret) 27. juni · 12:49

Spor i Landskabet begyndte i 1997 som et fælles projekt mellem friluftsorganisationerne og landbruget. Ideen var at etablere vandreruter i det åbne land ad frivillighedens vej. Formålet er at forbedre befolkningens adgang til det åbne land og vise vej til nye oplevelser i naturen.

"For os er det vigtigt at give danskerne muligheden for at få kendskab til den unikke natur, vi har, og ikke mindst de brudstykker af dansk historie som ligger gemt i landskabet. De enkelte stiprojekter tager udgangspunkt i et lokalt behov og bliver etableret af lokale i samarbejde med lodsejerne. På den måde styrker sporene også kendskabet og sammenholdet i lokalsamfund og landdistrikter," siger Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

Lige nu er der 200 spor, men ambitionen er at etablere op imod 96 nye spor frem mod 2020. Sporene er med til at binde Danmark sammen lokalt ved eksempelvis at forbinde byer og naturområder uden om de større veje. Og så byder sporene også på historiske fund.

I år hænger Sporenes Dag sammen med Historier om Danmark. Et landsdækkende initiativ som DR, Nationalmuseet, Slots- og Kulturstyrelsen og en række museer landet over står bag. Målet er at styrke, nuancere og øge den historiske interesse og forståelse for de historiske valg, fravalg og begivenheder, der har skabt det Danmark, som vi kender i dag.

Faktaboks

Der findes 196 spor med i alt 304 ruter landet over

I alt er der 1083 km spor

Nordea fonden, Miljø- og Fødevareministeriet, Dansk Skovforening og Landbrug & Fødevarer støtter projektet økonomiskSporenes Dag er søndag den 11. juni. Find et spor nær dig: spor.dk/sporenes-dag/sporene

Arrangementet er i år en del af initiativet Historier om Danmark. Læs mere her: www.historieromdanmark.dk/

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu