Transporten af mange tusind ton træflis kræver transport ad søvejen.
Omstillingen af de danske kraftværker til flisfyring går hurtigt. De to store kraftværker Amagerværket og Skærbækværket skal omstilles til flis, og samtidig er der også en omstilling på vej på en række mindre kraftværker.
Tilsammen giver det en stor stigning i behovet for flis, og til de to store kraftværker på Amager og i Skærbæk skal størstedelen af flisen sejles ind. Tilsammen skal Amagerværket og Skærbækværket bruge cirka 1,6 mio. ton flis om året. Deraf skal cirka 1,5 mio. ton sejles ind.
Derfor har HedeDanmark indgået en aftale med det norske selskab Viken AT Market, der ejes af to store norske skovejerforeninger, om at levere flis, der skal sejles direkte fra Norge til kraftværkerne i Danmark.
I forvejen har HedeDanmark aftaler med danske skovejere om levere 650.000 ton til kraftvarmeværker. Dertil kommer den nye aftale om cirka 100.000 ton flis fra Norge.
»En stabil leverance af flis er afgørende for en bæredygtig produktion af energi og varme til virksomheder og forbrugere. Derfor er aftalen om import af træflis fra Norge vigtig for at understøtte og sikre fortsat udvikling af bæredygtig energi i Danmark«, siger Steen Riber, divisionsdirektør I HedeDanmark.
Supplemet til dasnk flis
Importen fra Norge er et supplement til den flis, der produceres i danske skove. I Norge er forbruget af flis begrænset, fordi den gode adgang til vandkraft og den klippefulde norske undergrund gør det relativt dyrt at etablere et fjernvarmenet i Norge.
I Norge glæder Viken AT Markets adm. direktør Anders Øynes sig over aftalen:
»Samarbejdet med HedeDanmark er vigtigt for vores skovejere, som får en stabil og værdifuld afsætning af træflis, som vi ellers ikke kunne anvende. Aftalen er derfor både en økonomisk gevinst for klimaet og skovejerne«, siger Anders Øynes.
På sigt er det forventningen at HedeDanammrk og Viken AT Market skal udveksle erfaringer på skovområdet i bred forstand.
FAKTA
Viken AT Market ejes i fællesskab af Viken Skog og AT Skog med 50 procent til hver. De to ejere repræsenterer i alt 17.000 skovejere og andelhavere. Sammen ejer Viken Skog og AT Skog selskabet SB Skog, og alt i alt omsætter de tre norske sleskaber cirka 4,5 mio. kubikmeter træ om året.
HedeDanmark er Danmarks største leverandør af skovforvaltning og forvalter 70.000 hektar skov i Danmark og 55.000 hektar i Baltikum.