Tre gange mere gift i økologiske æg

Svenske myndigheder har målt indholdet af dioxin og PCB til at være langt større i økologiske æg end i konventionelle æg.

Konklusioner fra endnu ikke offentliggjort svensk rapport er blevet lækket og omtalt i den svenske avis Lantbruk & Skogsland.

Rapporten, der er skrevet af det svenske Levsmedelverket, der svarer nogenlunde til danske Fødevarestyrelsen, fremlægges først officielt om nogle dage.

Ifølge avisen konkluderer rapporten, at der er tre gange så meget dioxin og PCB i svenske økologiske æg, som der er i konventionelle æg. Det skal dog understreges, at indholdet af både dioxin og PCB er under de tilladte grænseværdier.

Ifølge avisen har Levsmedelverket konstaterat, at indholdet af dioxin og PCB i økologiske æg i de seneste 10 år er øget med i gennemsnit seks procent om året.

Brancheorganisationen Svenska Ägg har derfor aktiveret sit kriseberedskab. organisationen peger på  fiskemel som den mest sandsynlige årsag til det høje indhold af giftstofferne.

Det høje indhold skyldes formentlig brug af fiskemel i foderet til de økologiske æglæggende høner. I konventionel produktion tilsættes aminosyren methionin i en syntetisk form, som ikke er tilladt i økologisk produktion. I stedet fordres de økologiske høner med fiskemel, der indeholder en stor andel naturligt methionin.

Svenska Ägg har skrevet til sine medlemmer, at det ikke kan afvises, at de øgede koncentrationer af dioxin og PCB kommer fra fiskemel, og organisationen har derfor bedt sine  medlemmer om at sænke andelen af fiskemel i foderet.

Det er især fiskemel fra fisk fra Østersøen, der er under mistanke.

Ifølge Lantbruk & Skogsland blev der allerede i 2004 fundet højere indhold af dioxin og PCB i økologiske æg sammenlignet med konventionelle æg.

Faktaboks

Dioxin og PCB

Dioxin dannes for eksempel ved forbrænding af affald.PCB er et kemikalie, der blev forbudt at bruge i 1970erne.Der er særlig høj koncentrtion af dioxin og PCB i fed fisk fra eksempelvis Østersøen.Dioxin og PCB påvirker blandt andet udviklingen af hjernen og nervsystemet. Stofferne mistænkes også for at påvirke immunforsvaret, hormonbalancen, forplantningsevnen og at være årsag til kræft.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle