Tro på troværdigheden

Af Ivar Ravn, direktør for Business i Seges.

Tidligere på året lærte jeg et helt nyt begreb.

»Vi præsenterede bare alternative fakta«, sagde en af præsident Trumps rådgivere, da hun forsvarede det, de fleste andre ville kalde en lodret løgn om, hvor mange der overværede præsidentens indsættelse.

Det grinede vi lidt af og rystede på hovedet over.

Siden er alternative fakta sammen med begrebet »fake news« blevet faste udtryk for ting, der præsenteres som den skinbarlige sandhed, men dækker over alt fra det helt usandfærdige til at pynte på sandheden eller at fokusere på en meget lille del af samme sandhed.

Med sagen om Samvirkes vinkling af sin artikel om pesticider og ikke mindst de ledsagende billeder fik vi et interessant og tankevækkende eksempel på, hvor let det er at gøre rigtig mange mennesker sure ved at præsentere sandheder for skarpt og for skævt. Her er der ikke tale om alternative fakta, men bare en prioritering, som giver et bevidst – eller måske i virkeligheden bare ubehjælpsomt – skævt billede af virkeligheden.

Historien minder mig om en af mine helte, Abraham Lincoln, der angiveligt er bagmand for citatet: »Man kan narre hele folket noget af tiden, og noget af folket hele tiden, men man kan ikke narre hele folket hele tiden«.

Utroværdighed klæber

Er man først blevet taget i at være utroværdig, hænger det ved. Det klistrer til en som våd harpiks eller et plaster, som bliver ved at hænge på en finger, når man har fået det af en anden.

Det er noget, vi i landbruget skal være voldsomt opmærksomme på.

Troværdighed og ordentlighed er afgørende. Det skal vi holde fast i, uanset modvind i medier og befolkning.

Sagen om den internationale evaluering af kvælstofreguleringen har demonstreret det meget tydeligt. De forskere, der står bag modeller og beregninger for vandområdeplanerne, har lige fået deres arbejde dømt ude af internationale eksperter, simpelthen fordi det ikke var rigtigt og fagligt i orden.

Jeg glæder mig i parentes bemærket over, at der var fuld plade til Seges for de faglige indspil, vi leverede til evalueringen. Det er dejligt, når man er direktør i en virksomhed, der lever af at levere viden.

Og mens nogle af mændene bag de skæve beregninger har forsøgt sig med søgte forklaringer for at forsvare sløjt håndværk, har vi i landbruget holdt den faglige fane tårnhøjt og ikke forsøgt at snyde på vægten. Det har været hårde fakta og sobert håndværk.

Vi skal indrømme de ubekvemme sandheder

Det er en smuk linje, og den skal vi virkelig holde fast i og beskytte, fordi det bringer os længst, og fordi det simpelthen er det rette at gøre.

Det betyder selvfølgelig, at vi også skal være supertroværdige, når vores sager er mindre gode. At vi også skal være villige til at sige og diskutere de sandheder, som er mindre bekvemme. Eller måske slet ikke spor bekvemme.

Vi skal således ikke være bange for klart at indrømme, at: Ja, der bliver mere udvaskning, når man gøder mere. Ja, kvælstof fra vores produktion har flere steder en negativ påvirkning på vandmiljøet. Og, nej det er ikke bæredygtigt på sigt at tilføre jorden for meget zink og kobber fra husdyrproduktionen.

Når det er gjort, så skal vi selvfølgelig også fortælle om alle de faglige landvindinger, vi gør, for at producere miljø- og klimavenligt, og hvor langt vi allerede er kommet i det arbejde.

Vi skal også turde sige til omverdenen, at den økologiske produktion altså har en dårligere ressourceudnyttelse og et højere klimaaftryk pr. produceret enhed. For sådan er det. Men vi skal til gengæld også huske at tilføje, at forskellen altså ikke er så stor, som mange går og tror, og at både økologisk og konventionel produktion hele tiden udvikler sig stadig mere bæredygtigt.

Vi har som erhverv rigtig mange, der ikke som udgangspunkt er os alt for venligt stemt. En stor del af dem kan vi aldrig nå med argumenter og fakta, og det er helt håbløst at prøve.

Til gengæld kan vi gøre vores erhverv en stor tjeneste ved at sige tingene, som de er. Ved at kommunikere præcist og sobert og med udgangspunkt i hele sandheden.

Erfaringen viser, at vi vinder, når vi er troværdige. Når vi leverer fakta og formidler dem sobert og præcist og med vinkler, der kan tåle en nærmere inspektion.

De »rigtige fakta« står heldigvis stadigvæk stærkt i Danmark, og i modsætning til mange andre behøver vi i landbruget faktisk ikke at twiste dem og at lave alternative versioner.

Det behøver vi nemlig slet ikke for at se godt ud.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle