Troede ikke hun kunne: Nu elsker landmandselev at arbejde med kvæg

Katrine Larsen har en god mavefornemmelse om at have valgt landmandsuddannelsen. Selvom hun ikke er stærk boglig, nægter hun at give op og håber på at arbejde med kvæg en dag.

Katrine Larsen sidder derhjemme ved telefonen og venter. Efter en brav kamp i sommerferien, har hun netop bestået matematik, som er et krav for at komme på Dalum Landbrugsskole. Hun er sat på venteliste, og fredag eftermiddag, fire dage før skolestart, ved hun stadig ikke, om hun får en plads.

"Jeg havde ikke købt nogen bøger eller praktiske ting, fordi jeg vidste, jeg ville blive ked af det, hvis jeg ikke kom ind. Så da de ringer fredag, blev jeg mega glad som en lille pige og skulle bare afsted".

I dag, et år efter, har 18-årige Katrine Larsen fra Assens været igennem grundforløb og været i praktik på en mælkeproduktion. På mandag skal hun tilbage og bo på skolen i Korinth på Fyn, og det er svært undgå hendes begejstring.

"Mavefornemmelsen siger, at det er den rigtige vej, jeg er begyndt på. Når jeg står op kl. fire om morgenen, bliver jeg glad og vil gerne arbejde, selvom jeg er træt, for det er noget, jeg elsker at gøre", siger hun og fortsætter:

"Jeg kan især lide at vise min chef, at jeg har ben i næsen og godt kan, selvom jeg er en lille pige".

Vil helst lære om kvæg

Den kommende landmandskvinde kommer fra landet og har hjulpet til på naboens kvæggård. På 1. hovedforløb skal hun sammen med andre elever de næste fire måneder udbygge de grundlæggende principper, inden de begynder på næste hovedforløb. Katrine Larsen regner med, at dette år bliver hårdere end første år.

"Jeg glæder mig til at få det sociale igen, for når du er ude i praktik et år, savner du vennerne og aftenerne, hvor I spiller musik og fodbold, så det glæder jeg mig meget til. Jeg forventer, at jeg udvikler mig intelligensmæssigt og lærer en masse viden. Især kvæg og alle de sygdomme, de kan have, vil jeg gerne lære mest om, fordi jeg det er det, jeg gerne vil arbejde med", siger hun.

Netop de boglige fag har tidligere ikke været Katrine Larsens stærkeste side. Det har ændret sig, efter hun er begyndt at lave noget, hun ser en glæde i.

Brikkerne efter TBS Maskinpower på plads – ny stor jysk MF-forhandler etableret 15. oktober · 09:12

"Jeg går ikke så meget op i høje karakterer, men det her er noget, jeg godt kan lide og er god til, så nu får jeg pludselig 10- og 12-taller. Det har givet et boost om, at jeg godt kan finde ud af noget", siger hun stolt.

Humørbombe uden lige

Tilbage i praktikken med 250 malkekvæg måtte hun hurtigt sætte sig ind i malkeanlægget, stalden og stå for dyrlægen, fordi fodermesteren havde brækket armen. Selvom hun i starten tvivlede på, om hun ville klare det, har det har givet en masse erfaring, fortæller hun.

"Der vil også komme nogle svære timer og lange dage på skolen, men det må jeg tage i stiv arm. Jeg har nogle gode venner og lærere, som gerne vil hjælpe mig. Så jeg er ikke bange for, at det vil gå galt", siger hun.

Du virker som typen, der ikke giver op?

"Det nemmeste er jo at tænke positivt. Jeg gider ikke være negativ. For det meste er jeg en humørbombe uden lige med masser af krudt i røven. På min praktikplads er jeg den yngste, og jeg bliver tit drillet, men jeg giver igen", siger hun spøgefuldt.

Katrine beskriver sig selv som "en fighter". Modsat mange kommende landmænd, drømmer hun ikke om  at have ansvar for sin egen bedrift en dag.

"Jeg tror ikke, jeg kommer til at have egne kvæg, for det er et rigtig stort arbejde, og det vil jeg ikke sætte på mine skuldre. Det kan godt være, det kommer senere, men i starten vil jeg hellere arbejde og passe køer på en andens gård, ligesom jeg gør nu. Så må vi se, om jeg får en højere titel end nu", fortæller hun.

LandbrugsAvisen og Landbrugsavisen.dk følger det kommende år tre unge danskere, der læser på landbrugsskoler. Dette er første artikel om Katrine Larsen.

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu