Tysk mejeri gav rabat til danske økologer

Der var helt kontante fordele ved at skifte til tyske mejerier for danske økologer.

Færre kilometer til mejeriet og en bedre mælkepris var blandt de afgørende årsager, da sønderjyske økologer skiftede til at levere til tyske mejerier ved årsskiftet.

Det fortæller flere af de økologer, der i efteråret skiftede fra Arla for at blive andelshavere i tyske Osterhusumer Meierei.

»De sad to mand og besluttede, at den sum penge, vi skulle betale for at komme med i mejeriet, fik vi som velkomstpenge. Så vi er kommet med gratis, de var vilde efter at få os ind,« forklarer økolog Willi Hansen, der er blandt de 11 danske økologer, der meldte sig ind som nye andelshavere i mejeriet.

Baggrunden for Osterhusumer Meiereis søgen efter økomælk var ifølge flere kilder, at Arla havde opsagt en kontrakt om at levere økomælk til mejeriet.

Flere af de danske økologer, der forlod Arla, overvejede både Osterhusumer- og Gläserne-mejerierne. Afgørende blev, om landmændene ønskede at være på kontrakt eller at være andelshavere.

Dansk-tysk kontraktsamarbejde

I alt meldte 37 danske økologer med en samlet mælkemængde på 61 mio. kg økomælk sig ud af Arla ved fristen 1. september.

Af disse gik en del til de danske økomejerier som Thise og Naturmælk. 11 gik til Osterhusumer Meierei, og en stor del af de resterende har skrevet kontrakt med handelsselskabet Vest Mælk.

Ejer af Vest Mælk Thorsten Simonsen vil ikke løfte meget af sløret for, hvor mange leverandører med hvor mange kg mælk, selskabet har fået fra årsskiftet.

»Nu skal vi lige godt i gang,« siger han men bekræfter dog, at al den nytilkøbte øko-mælk leveres til det tyske mejeri Gläserne i Dechau på kontrakt.

Hvor længe disse løber, og hvad vilkårene herunder priserne er, ønsker Thorsten Simonsen ikke at svare på.

LandbrugsAvisen har forsøgt at få en kommentar fra Osterhusumer Meiereis direktør, Christoph Bossmann, men direktøren er ikke vendt tilbage, fordi han har været optaget af den store landbrugsudstilling Grüne Woche i Berlin.

Heller ikke Gläserne Molkerei er vendt tilbage på LandbrugsAvisens henvendelser.

Faktaboks

De tyske mejerier

  • Osterhusumer Meierei går tilbage til 1894 og ligger i Witzwort i det sydlige Slesvig.
  • Gläserne Meierei har udelukkende økologisk mælkeproduktion. Gläserne har mejerier i Dechow (Hamborg) og Münchehofe (Berlin).

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle