Tysk notering på slingrekurs

Den tyske notering for svin er på noget af en slingrekurs for tiden. Der er således i disse uger stor usikkerhed om, hvilken tysk notering der vil blive sat for den efterfølgende uge.

Af Karsten Flemin, markedesanalytiker, Landbrug & Fødevarer

De sidste to uger af 2016 faldt den tyske notering med henholdsvis 6 cent og 8 cent. Dette blev så afløst af stigninger på 4 cent og 5 cent i de to første uger af 2017. Og for uge 3 er noteringen så igen sat ned med 5 cent.

Stigningen i noteringen de første uger af 2017 forklares fra tysk side med relativt lave tilførsler af slagtesvin til slagterierne. Det bevirker, at slagterierne kæmper om grisene for at kunne udnytte deres slagtekapacitet bedst muligt. Til gengæld er svinekødpriserne ikke fulgt med op sammen med noteringen, hvilket betyder røde tal for slagterierne. Eller sagt med andre ord: Slagterierne køber grisene for dyrt i forhold til, hvad de kan sælge svinekødet for.

Så når muligheden byder sig - enten i form af stigende tilførsler af svin eller sænkning af slagtekapacitet - presser slagterierne noteringen ned igen, som det skete i uge 3.

Ny prognose over noteringen for svin

Herhjemme er der først i januar udarbejdet en ny prognose over noteringen for svin. I forhold til prognosen fra september er der sket en opskrivning for januar kvartal 2017 med 0,25 kr./kg. For de øvrige kvartaler i 2017 er den hidtidige prognose bibeholdt. Den nye prisprognose ses i tabellen.

Det er fortsat forventningen, at de samlede EU slagtninger af svin i de to første kvartaler af 2017 vil ligge i underkanten af året før. Hvad angår størrelsen af EU slagtningerne i 2. halvår, får vi mere præcise indikationer, når der i løbet af februar bliver offentliggjort nye svinetællinger i EU. Det er også positivt for noteringsudviklingen i den kommende tid, at lagrene af svinekød i EU ser ud til at være på et lavere niveau end for et år siden. Ligeledes er det positivt, at vi går ind i 2017 med såvel en højere notering som en højere dollarkurs end for et år siden.

På trods af en højere dollarkurs er der dog i 2017 udsigt til en øget priskonkurrence fra amerikansk og brasiliansk svinekød på eksportmarkederne. Begge lande forventer øget produktion og eksport af svinekød i 2017.

En øget kinesisk svineproduktion fremadrettet kan også gøre det vanskeligt at fortsat at opretholde den store EU-eksport af svinekød til Kina i 2017, som vi har set siden foråret 2016.

Mere amerikansk svinekød

At der fremadrettet er udsigt til mere amerikansk svinekød på eksportmarkederne blev bekræftet af den amerikanske svinetælling fra 1. dec. 2016, der blev offentliggjort kort før jul. Resultatet af tællingen viser en samlet amerikansk svinebestand, der ligger 4 pct. højere end for et år siden.

Med 71,5 mio. svin er der sat ny rekord for den amerikanske svinebestand, siden man tilbage i 1988 begyndte at offentliggøre kvartalsvise svinetællinger i USA.

Og selv om økonomien i amerikansk svineproduktion er presset i øjeblikket, er der ikke udsigt til nogen nedgang i den amerikanske svinebestand den kommende tid.

De 35 største amerikanske svineproducenter har i dag 2/3 af USAs samlede bestand af søer. Og disse store producenter har ikke tænkt sig at drosle produktionen ned, selv om økonomien i svineproduktionen er presset for tiden. Tværtimod er der planlagt opførelse af nye slagterier den kommende tid. Disse udvidelser af slagtekapaciteten forventes at blive fulgt af udvidelser i svineproduktionen.

Fortsat fald i tysk svinebestand

Også i Tyskland er der offentliggjort en ny svinetælling kort før jul. De foreløbige tal over den tyske svinebestand pr. 3. november 2016 viser et fald i totalbestanden på 1,4 pct., mens antallet af avlssvin er faldet 3,4 pct. Dette er dog en noget mindre tilbagegang end ved seneste tyske svinetælling fra maj 2016, hvor der var tilbagegang på 3,4 pct. i totalbestanden, og avlsbestanden var faldet 4,8 pct.

Tendensen fra svinetællingen i november går således mod en stabilisering af den tyske svinebestand.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle