Udsædsmængden i efterafgrøder skal op

Schweizisk forsker mener, at udsædsmængden af efterafgrøder med fordel kan øges, og at det kan være nødvendigt at tilføre efterafgrøderne kvælstof lige efter såning.

»Det er lige så vigtigt, at jorden har plantedække hele året, som om den pløjes eller ej.«

Det var blot et af budskaberne i Wolfgang Sturnys indlæg på FRDK’s temadag i Vissenbjerg fredag 16. januar. Her kunne man også høre den schweiziske forsker fortælle, at de udsædsmængder, vi kører med i Danmark, når vi etablerer efterafgrøder, langt fra altid er tilstrækkelige til at nå et plantedække, som kan lukke effektivt af for ukrudtet, og som kan udvikle en tilstrækkelig biomasse til, at jorden bliver gjort sundere.

Jorden skal gøres sundere

»Dyrkning af efterafgrøder er en god mulighed for at øge jordens indhold af organisk materiale, og det har stor betydning for jordens dyrkningsegenskaber,« sagde Wolfgang Sturny.

Han refererede til forsøg, hvor man tydeligt kunne se, at et øget indhold af organisk materiale i jorden forbedrede jordens evne til at binde vand. Det har stor betydning i tørre somre, hvor en god vandforsyning sikrer, at planterne kan optage næringsstoffer. Men det organiske materiale virker også som en svamp, der kan opsuge vand i perioder med overskudsnedbør.

»For at få fuldt udbytte af efterafgrøderne skal efterafgrøderne etableres tidligt og eventuelt tilføres kvælstof, så de kan nå at udvikle en kraftig pælerod og en højde på 80 centimeter, inden de afpudses, tromles ned eller fryser væk, når der kommer frost,« fortalte Wolfgang Sturny.

Han opfordrede til, at man nøje vurderer, hvilke arter man sår, og henviste til forsøg hvor bælgplanter havde tilført jorden kvælstof fra luften, uden at det havde resulteret i en øget udvaskning af kvælstof.

Vi ved for lidt

»Vi ved for lidt om, hvordan forskellige efterafgrøder påvirker forholdene i jorden og udbyttet i den efterfølgende afgrøde. Men på de arealer, hvor man dyrker frivillige efterafgrøder, kan det være en fordel at iblande kvælstoffikserende arter,« sagde Bente Andersen, selvstændig planteavlskonsulent med speciale i reduceret jordbearbejdning.

Hun mener, at lovgivningen er en hæmsko for, at mange landmænd får det maksimale udbytte ud af deres efterafgrøder, og mener at udsædsmængden med fordel kunne øges på mange ejendomme, så efterafgrøderne lukker mere effektivt af for udkrudt og spildkorn.

Således er det ikke usædvanligt for landmænd syd for grænsen, at de kører med op til 50 kg udsæd pr. hektar, når de etablerer efterafgrøder. Ligesom det heller ikke er usædvanligt, at de tildeler efterafgrøderne kvælstof.

Faktaboks

Erfaringer fra Schweiz

  • Efterafgrøder skal sås tæt, så de kan konkurrere effektivt mod ukrudt.
  • Tilfør eventuelt kvælstof til efterafgrøderne.
  • Iblanding af bælgplanter øger ikke N-udvaskningen.

Emneord

efterafgrøder , kvælstof , planteavl

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle