Uenige frøfolk går i skrigeskab

Frøavlerne og frøhandlerne danner et helt nyt udvalg, der skal drøfte tvister, der opstår mellem frøavlere og deres frøfirma.

Det nye udvalg hører hjemme under Brancheudvalget for Frø, der i forvejen er et samarbejde mellem avlerne og handlen.

Officielt hedder det nye udvalg et arbitrageudvalg.

"Vi kalder det for sjov et skrigeskab," sagde frøavlernes formand, Thor G. Kofoed, til almindelig morskab på Dansk Landbrugs Frøsektions årsmøde onsdag.

Han håber, at parterne kan løse problemerne i skrigeskabet, for eksempel når frøavlere kommer i klemme med en afregning, der er gået i hårdknude mellem avler og firma. Hidtil er sager ved flere lejligheder endt som underholdning i medierne, men uden resultat.

"Vi er blevet beskyldt for, at vi har kørt sagerne for at score medlemmer, men det har ikke haft nogen effekt i de 12 år, jeg har været formand, tværtimod," sagde Thor G. Kofoed, der har store forhåbninger om, at det nye udvalg giver pote.

Det nye udvalg ser dagens lys i forbindelse med en større omorganisering af Brancheudvalget for Frø, der bliver lagt ind under Landbrugsraadets sekretariatservice.

"Så kan vi trække på et større sekretariat, hvis det i perioder bliver nødvendigt," sagde han.

Samlet skulle denne fusion give en mindre besparelse for frøbranchen.

lft

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle