Ugen på spidsen: Derfor skal du besøge Landsskuet

Landsskuets udstillinger af elite-malkekvæg og fodringsteknik går smukt hånd i hånd som en fortælling om en fantastisk udvikling de seneste 40-50 år, hvor der kom styr på fodring, sundhed og data.

Når man som undertegnede er født i starten af 1960’erne og dermed har fulgt landbruget og i særdeleshed kvægbruget gennem små 50 år, er det især udviklingen i fodringsteknik, der har været helt vild. Og helt vild glædelig.

Frem til en gang i 1970’erne blev langt de fleste køer stort set fodret ens og dermed lige dårligt med hvert fodermiddel tildelt for sig. Mængden var skønnet ud fra erfaring og nogen grad også pengepung og hvad der var til rådighed af foder. Men der var altid en ekstra skovlfuld kraftfoder til yndlingskoen.

Det er i hvert fald sådan, jeg husker det fra dengang, jeg som bette purk rendt meget i vejen, når de 12 røde køer på Møllegaarden i Poulsker blev fodret.

Sådan havde det været mere eller mindre i århundreder. Bortset fra at mængden af vinterfoder ofte var stærkt begrænset og af meget varierende kvalitet frem til opfindelsen af ensilage.

Et knokkelarbejde

Den måde at fodre på var også et knokkelarbejde. Der var en gang, hvor gårdejeren gjorde klogt i at skrive i annoncen i Landsbladet, at der blev fodret med motorvogn, når han søgte ny fodermester. Det kunne godt give en del flere henvendelser.

Så kom foderblanderne og ideen med at blande al foderet til en ’pærevælling’. Det har jeg i mine yngre dage godt nok hørt mange mælkeproducenter afvise som det tåbeligste sludder, de nogensinde havde hørt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad de ville have sagt til kompakt fuldfoder…

Læsse- og vejenøjagtigheden var ikke imponerende, men resterne blev jo skubbet ned til goldkøerne og kvierne, så det gik. Og var der ingen rester, sparede man en skubning.

Med EFK’erne blev mælkeydelsen og fodringen koblet sammen på en måde, der gav rigtig god mening, også ude på bedrifterne. Sammenhængene mellem ’skæv’ fodring og en række sygdomme blev også almenviden.

Grovfoderanalyserne vandt frem. Avlsarbejdet fik flere parametre med. Staldene blev meget bedre for køernes trivsel.

Yderligere fremgang

Det er en fantastisk historie! Og den er slet ikke slut endnu. De seneste år er alle disse teknikker blevet forfinet og videreudviklet, og i dag kan enhver fodring og ændring i fodringen simuleres og optimeres med en præcision uden sidestykke.

En energieffektivitet pænt på den rigtige side af 100 procent er intet særsyn i veldrevne, højtydende besætninger, og i dag fintunes fodringen med NIR-sensorer og andet avanceret isenkram.

Data flyder nu frit mellem fuldfoderblander, mejeri/malkestald og bedriftsmanagementsystem, og nøglen til yderligere fremgang ligger utvivlsomt gemt i disse data.

Intet nyt er godt nyt

Netop i år har budt på markante gennembrud med de føromtalte NIR-sensorer og dataudvekslingen, og begge nyheder kan du opleve på Landsskuet i Herning i de kommende dage.

Der præsenteres også flere nyheder indenfor kapacitet og præcision på selve foderteknikken med danskproducerede bugserede foderblandere op til 65 kubikmeter fra Hoegild, Keenans første selvkørende haspeblander, Avants meget snilde minilæsser-redskabsbærer og frontlæssere fra Ålö med indbygget vejesystem.

Og meget, meget mere.

Selv vil jeg gå rundt og glæde mig over, at der ingen nyheder er fra Lysbro og Randers-børen. Deres storhedstid i det professionelle kvægbrug er heldigvis forbi.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.