Ugen på spidsen: Hov ko - nu er malkningen altså slut
Maksimal malketid og højere omkoblingsniveau. Kunne du finde på det?

Jeg gætter på, at én enkelt eller to eller måske endda flere, fik kaffen eller rugbrødsmaden galt i halsen, da I forleden kunne læse om de nye malkerutiner, som Preben Vingborg har indført på sin bedrift ved Hovborg.

De tiltag, som formentlig gav løftede øjenbryn eller synkebesvær, er fastsættelsen af en maksimal malketid og et højere omkoblingsniveau, så malkesættene nu tages af ved flow på 900 mL mælk pr. minut.

Allerførst startede malkesættene med at falde automatisk af, når malketiden passerede ti minutter. Siden da blev tiden reduceret til otte minutter.

Fem af de 550 køer måtte finde sig en anden beskæftigelse, fordi de ikke kunne finde sig til rette under den nye overenskomst for malketiden.

Var tiltaget fem ko-liv værd? Ja i høj grad, mener Preben Vingborg, som samlet set har fået mere flow i malkearbejdet, så køerne nu har mere tid til at hvile sig mellem malkningerne.

Mælkeproducent: Ekstra hænder til malkning giver glade køerKvæg 29. marts · 09:21

Der vil nok sidde en eller flere, som tænker, at køer skal malkes helt ud. Ikke noget med at tage maskinen af, før kirtlerne er helt tomme. Ellers får de jo mastitis!

Til det svarer Seges-dyrlæge Michael Farre klart nej.

Han drager gerne den parallel, at malketiden er som at køre på motorvejen. Jo længere tid man kører dér, desto større er risikoen for uheld. Oversat til malkesprog, så er risikoen for infektioner størst, når mælkeflowet er lavt.

Er du enig og har du selv gjort dig erfaringerne med maksimal malketid og højere omkoblingsniveau?

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.