Ugen på spidsen: Hurra, mælk og ensilage er billigere at fremstille

Fremstillingspriserne på mælk og grovfoder faldt stort set for alle driftsgrene i 2016.

Hurra - priserne falder!

Normalt er prisfald kærkomne. I vores branche dog undtaget, når det gælder afregningspriserne for mælk og kød.

Med det forbehold parkeret, er der gode nyheder at finde i Business Check Kvæg, som Seges netop har udgivet.

I 2016 faldt fremstillingspriserne for konventionel mælk og for grovfoder på tværs af driftsformer. Forbedringerne på konventionel mælk lå i spændet tre til ti øre pr. kg EKM og på grovfoder fra 18 til 30 øre pr. FEN.

Både for mælken og ensilagens vedkommende er faldet i fremstillingsprisen primært opnået ved højere udbytter. På grovfodersiden var det især de højere majsudbytter i forhold til 2015, som satte sig positive spor.

For de konventionelle mælkeproducenters vedkommende høstede man både frugten af højere mælkeydelse og lavere foderomkostninger.

Stærkest står - i forhold til at opnå laveste fremstillingspris på mælk - de konventionelle mælkeproducenter, som malker køerne i karussel. De kan fremstille et kg EKM til 2,32 mod 2,38 for bedrifter med malkestalde. I stalde med robotmalkning er produktionsprisen 2,49 kr. pr. kg EKM.

På grovfodersiden produceres det billigste grovfoder på bedrifter med sandjord, som vandes. Her produceres én FEN til 1,11 kr. På lerjord er niveauet 1,18 og økologisk grovfoder produceres i snit til 1,36.

Den økologiske forretning er presset

Selvom de økologiske mælkeproducenter i 2016 fik dækket deres omkostninger, er Business Check Kvæg ikke videre positiv læsning for økologerne.

Modsat deres konventionelle kollegaer fik de økologiske mælkeproducenter ikke sænket fremstillingsprisen på mælk i 2016. Derimod steg den med tre til ti øre pr. kg EKM. Akkurat ligeså meget som fremstillingsprisen faldt hos de konventionelle producenter.

En stagnerende eller faldende mælkeydelse tegner sig sammen med højere foderomkostninger for de primære forklaringer på den stigende produktionspris.

Netop derfor har de økologiske rådgivere mere end travlt i øjeblikket med at udbrede budskabet om, at økologerne skal opnå den ypperste kvalitet i årets første slæt. Med højere foderkvalitet og flere næringsstoffer forseglet i ensilagen står økologerne stærkere i forhold til at få ydelsen op igen og skære i det indkøbte foder.

Hvordan er det gået på din bedrift med fremstillingspriserne i 2016? Hvad har du opnået og hvordan?

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.