Ugen på spidsen: Hvem spinder guld på tårnhøje eksportpriser?

Kvier afregnes med fornuftige priser til levebrug i øjeblikket. Men kan priserne dække omkostningerne?

Af Peter Winther Mogensen, kvægredaktør

Det er næsten dagligt, at jeg på hjemmesider eller sociale medier møder annoncer om køb af dyr til levebrug. Endda til noget nær historisk høje priser, lader det til.

Lysten til at købe dansk kvæggenetik har for alvor fået vind i sejlene. For Jerseys vedkommende endda så meget, at priserne næsten ligger over skyerne.

Det er fedt, og jeg under gerne de landmænd, som har lagt deres drift an på produktion af levedyr til salg, at de får høje priser. Det samme gælder de landmænd, som laver en benhård prioritering i kviestalden og sender dem af sted, som de egentlig godt kan undvære.

Malurten i denne sammenhæng er spørgsmålet på denne uges klumme: Hvem spinder guld på de tårnhøje priser?

Ikke forstået på den måde, om eksportørerne tager et for højt gebyr, men om prisen på kvierne reelt modsvarer det, som det kostede dem at opdrætte?

Hvor mange ved præcist, hvad det koster at producere en kælve- eller lavdrægtig kvie?

Det er ganske givet en forretning for nogle, men ikke for alle. Måske skal vi blive bedre til at søge svaret, ligesom når vi ønsker at få beregnet, hvad grovfoderet koster at producere, og hvad mælken reelt set burde afregnes til, når vi skal have alle omkostninger dækket og forrentet egenkapitalen?

Det må helt sikkert være en opgave til de, som lever og ånder for at udvikle digitale værktøjer til landmænd. Velvidende at opgaven kan blive svær, fordi der skal indregnes individuelle forudsætninger for husleje og pasning. Og er arbejdstiden den samme med 100 kvier eller 115, som en landmand spurgte mig forleden dag?

Kender du fremstillingsprisen på kvierne?

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.