Ugens maskine: 5 ting - og lidt mere - du bør vide om MF’s nye rundballepressere

Der er kendt Welger-teknologi i MF’s nye rundballepressere, der lander på det danske marked næste forår.

Hver fredag samler vi op på en af de nye traktorer eller maskiner, som vi har omtalt i nyhedsstrømmen for nylig. Denne fredag serverer vi her 5 ting – med lidt ekstra argumenter fra sælgeren - du bør vide om MF’nye satsning på rundballepressere. Det er pressere, som vi først for alvor kommer i nærkontakt med, når MF introducerer RB-serien med fem modeller, tre med fast kammer og to med variabelt kammer på Agritechnica fra 12. november.

1 Helt nyt mærke, men velkendt teknologi

Det er helt nyt, at der står Massey Ferguson på rundballepressere. Men teknologien er velkendt, da Agco efter overtagelsen af Lely har fået den anerkendte Welger-presser ind i folden, og selvfølgelig sat Agco-maskinen i gang med produktudviklingen. Salgschef Jørgen Sørensen fra Agco Danmark har netop besøgt fabrikken i Hannover i Tyskland, og her skinner Welger-delene igennem på enkeltdelene, oplyser han.

2 En del af full-line strategien

Det går stærkt indenfor maskinverdenen i retning af, at mærkerne skal tilbyde noget mere end enkelte stærke produkter. Massey Ferguson viser med deres nye rundballepresser, at de kan levere produkter hele vejen rundt, altså det der næsten er blevet dansk sprogbrug, full line-strategien.

3 Kender ikke prisen endnu

Prisen er endnu ikke fastsat for de fem pressere i serien. Den bliver officielt søsat på Agritechnica-messen og lander som sagt i Danmark til den nye sæson.

Hos Agco Danmark er ambitionen, at presseren skal ind og tage en pæn bid af markedet. Salgschef Jørgen Sørensen siger, at han sikker på, at han kommer til at levere en konkurrencedygtig pris fastsat ud fra, at MF-presseren arbejder videre med Welgers renommé.

4 Binding uden plastic

Tidligere på ugen bemærkede vi i vores første omtale, at de nye MF-pressere ikke har mulighed at lave binding af ballerne med plastic. Agco Danmark mener alligevel, at den kan sælge sig på at have en god binding.

”Ja, der bliver snakket meget om binding med plastic, men det er vi ikke klar med det her. Det mener jeg ikke er en hæmsko. Derimod laver den en rigtig god binding, hvor den bruger sparsomt med net og laver en meget sikker binding”, siger Jørgen Sørensen.

5. Og så sælgerens 3 bedste argumenter for, at du skal købe presseren

1. Der er ingen kurvebanestyrer i pick up, hvilket betyder, at man sparer det daglige vedligehold af systemet.

2. Maskinen har en fleksibel HydroFlexControl, så hvis materialemængden øges og den ”forsluger sig”, så er der en bund, som kan gi’ sig. Først vil den flekse mellem rotoren og snittesystemet og lave passagen større, men ikke uden, at der bliver snittet. Hvis det går helt galt og presseren blokerer, så har du hydraulisk mulighed for at lægge bunden ned og lade materialet køre igennem. På den måde har den en meget let hindring af blokage.

3. Let opstart af ballen, da der er en kombination af valser og bælter. Det gør, at traktorpiloten kan køre los og ikke skal tænke på, om ballen er roteret i kammeret.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.