'Uhyggelig' rekordafsætning af græskar på Samsø

Halloween står for døren, og det har betydet en rekordafsætning af græskar for Brdr. Kjeldahl I/S på Samsø.

Den amerikanske tradition halloween har efterhånden vundet indpas i Danmark. Flere steder i landet kan man se de udskårede græskar med lys i på trapper og gårdspladser.

De flotte græskar pynter ikke kun rundt om i landet. De pynter også på bundlinjen hos Brdr. Kjeldahl I/S på Samsø. De har i år oplevet den største afsætning af græskar nogensinde.

"Græskarsalget fra Samsø har været ekstraordinært stort i år. Der har været en rigtig god kvalitet af græskar, og vores kunder har aftaget rub og stub," fortæller adm. direktør i Brdr. Kjeldahl I/S Søren Peter Kjeldahl.

dårlig start for græskar

Tidligere på året så det ellers ikke ud til, at det skulle blive en god sæson for græskar i år. Det kolde forår, og den forholdsvis kolde sommer gjorde, at der ikke var kommet farve på græskarene, men den varme sensommer og gode temperaturer i starten af efteråret har gjort, at farven akkurat nåede at komme på den orange grøntsag. 

"Vi har ikke set særlig mange dårlige græskar i år, det har været rigtig fint. På Samsø ligger vi rigtig godt i forhold til at dyrke græskar. Det milde klima er ideelt," fortæller Søren Peter Kjeldahl.

Han uddeler stor ros til medarbejderne, som har arbejdet på højtryk for at få alle alle græskarene afsat, og han fortæller videre, at de nogle dage har sendt 19 trailere med græskar afsted.

 

Relaterede

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle