Ulovlig rovfuglefælde opdaget ved gods

En skytte på et sjællandsk gods har erkendt at have sat en ulovlig rovfulgefælde op, oplyser Dansk Ornitologisk Forening.

En skytte på et sjællandsk gods har erkendt at have opsat en ulovlig rovfuglefælde, der fanger rovfugle med levende lokkefugle nederst i et bur - og en klappeanordning. Det skriver Dansk Ornitologisk Forening, som blev inddraget i sagen søndag, efter en lokal ornitolog havde set fælden.

Fælden blev anmeldt til Midt- og Vestsjællands Politi søndag aften, og politiet rykkede ud mandag formiddag.

Skytten erkendte samtidig over for politiet, at han var ansvarlig for høgefælden, oplyser biolog Knud Flensted, Dansk Ornitologisk Forening.

"Sådan en fælde er brandulovlig og kunne have været skyld i, at fredede rovfugle som for eksempel duehøg, musvåge og rød glente fanges og aflives. Det er derfor, fælderne er ulovlige, og derfor er det et meget vigtigt skridt, at vi kan fjerne sådan en fælde", udtaler Knud Flensted.

Han fortæller, at fælden var sat op i forbindelse med godsets udsætning af fasaner til jagt, som begynder 1. oktober. Opdræt af fasaner til jagt foregår i hele landet og er en lukrativ forretning på mange godser.

"Det er helt tydeligt, at de, der sætter sådan en fælde op, ønsker at få ram på rovfugle, som man anser som en fjende mod de udsatte fasaner," vurderer han.

"Men rovfuglene er totalfredede, og derfor er det afgørende, at vi får stoppet disse fælder", siger Knud Flensted.

Foreningen melder, at skytten formentlig får en bøde på mindst 15.000 kroner samt konfiskation af fælden og frakendelse af retten til at have jagttegn.

DOF melder, at de jævnligt opdager fælder rettet mod rovfugle, gråkrager eller husskader i forbindelse med udsætningen af fasaner.

"Vi skal arbejde på at skabe en kultur på godser og andre steder med udsætning af fasaner til jagt, at man accepterer, at rovfugle er en del af vores natur, som man må leve med og nyde, når man vælger at opdrætte og udsætte levende fasaner til jagt", siger Knud Flensted.

Svenstrup Gods - hvor fælden er fundet - er ejet af Baron Christian Wedel-Neergaard, som er medlem af Region Sjællands Regionsråd for De Konservative.

Det har tirsdag morgen ikke været muligt for Landbrugsavisen.dk at få en kommentar, men over for BT.dk afviser han at have haft kendskab til fælden.

"Vi er dybt rystede og finder det helt uacceptabelt, at der er foregået noget ulovligt på vores jord. Skytten har i dag fået en skriftlig advarsel af skarpeste karakter", siger Christian Wedel-Neergaard til BT.

Han har intet kendskab til, hvorfor skytten skulle have valgt at opsætte fælden.

Opdateret 26. august kl. 10.48: Kommentar fra Christian Wedel-Neergaard tilføjet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle