Ung landmand købte gård – udvider efter halvandet år

Nikolaj Bjerrum er uddannet agraøkonom og fylder 30 år i februar. Han købte i foråret 2015 en konkursejendom en kvæggård medplads til 200 køer på Salling. Og dermed startede hans liv som selvstændig landmand.

Nikolaj Bjerrum er 30 år, uddannet landmand og han købte i april 2015 en kvæggård med plads til 200 køer. Her knap to år efter er han glad for sit køb, og han har bygget, så han har plads til 100 køer mere.

Hans erfaringer og og alle hans overvejelser inden købet vil han fortælle om i aften til en temaaften arrangeret af LandboUngdom og Familie Landbruget VEST-Jylland.

"Jeg har jo drømt om at blive landmand og gået og samlet både mod og erfaringer så nu skulle det være," siger Nikolaj Bjerrum til Landbrugsavisen.dk, da vi ringer han op.

Men selv om han var klar til at overtage gården nærmest med det samme, tilbage i 2014, gik der alligevel et halvt år, før banken gik med på hans pris.

"Jeg skulle nok have været lidt mere klar i mælet med hensyn til, at det var den pris, jeg ville give," siger han om den længere proces.

Han købte gården med en helt traditionel finansiering af bank og kreditforening.

Han havde på forhånd gjort sig klart, hvilken type ejendom han gik efter. Gården var blevet drevet godt efter omstændighederne, og der lå en miljøgodkendelse til 100 køer ekstra.

"Den skulle have en vis størrelse, så jeg kunne have nogle medarbejdere, og der skulle ikke være for meget teknik. Så hellere lægge noget mere arbejdskraft i det. Derfor var det vigtigt at vi kunne udvide og vi har netop bygget 150 sengebåse nu," siger han.

De ekstra køer skal komme løbende fra egen avl.

Glad for hverdagen – papirarbejde fylder

Og indtil videre synes Nikolaj Bjerrum, at det har været som han forventede. Men han synes også, han var godt forberedt.

"Jeg har jo arbejdet et sted, hvor der var 600 køer. Så er det lettere at sige til sig selv, at det nok skal gå med de 200 eller 300, som vi udvider til," siger han.

Så det rent praktisk er ikke det, der fylder i hovedet.

"Jeg synes, at jeg er rigtig godt tilfreds med hverdagen, og jeg har nogle gode folk ansat. Det, der fylder noget, er alt papirarbejdet: At få bestilt varer hjem, få styr på sin strategi og sine aftaler, bestemme sig for, hvad der skal på markerne næste år; det er det, der godt kan fylde lidt," siger Nikolaj Bjerrum.

"Min erfaring, er, at man skal få taget en beslutning og komme videre. Så ender man som regel med at blive glad for den beslutning, og ellers kommer det til at fylde for meget,"siger han

Køb nye maskiner

En ting kan dog godt ærgre ham i dag.

"Hvis jeg skulle gøre noget om ville det nok være at bruge nogle penge på nye maskiner fra start. Gamle maskiner koster penge og de bliver ved med at være gamle, selv om du poster penge i dem," siger Nikolaj Bjerrum.

Læs mere om temaaftenen, der finder sted i aften, 31. januar, hos Sagro i Herning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle