Unge kvinder og gamle mænd: Så forskelligt scorer landmænd i troværdighedstest

Landmænd opnår pæn rating i test - men mænd og kvinder har forskellige opfattelser af, hvor troværdig landmanden egentlig er.

Som landmand har man al mulig grund til at være tilfreds med udfaldet af en ny troværdighedsanalyse. Som faggruppe betragtet ligger landmanden lunt i midten mellem præsentable folk som hjemmehjælpere, pædagoger, buschauffører og håndværkere.

På en skala fra 1 til 5, hvor 5 er bedst, ligger landmanden på 3,29. Det er nok til at give en 13. plads i midterfeltet ud af 25 undersøgte faggrupper.

Topscorerne er faggrupper, der er sat til at passe på os og redde liv. Heldigt nok, at de også har en høj troværdighed. Jordemødre, sygeplejerske, dommere, læger og politibetjente er besætter de fem første pladser.

I øvrigt kan man notere sig, at ud af de 12 første, altså alle dem, der er mere troværdige end landmænd, er de 10 offentlige ansatte.

Urokkelige landmænd

Det er femte gang, landmænd er med i troværdighedsopgørelsen fra Radius Kommunikation. Her har man spurgt og analyseret sig frem til, hvilke faggrupper der virker mest troværdige.

I de fem år er der ikke sket noget med troværdigheden. Tallet har svinget mellem 3,22 og 3,29 og dermed er udsvingene altså så små, at de ikke er statistiske sikre.

»Jeg tror heller ikke, at landmænd kan komme længere op ad listen, siger brandmanager i Landbrug & Fødevarer, Lisbeth Olsgaard.

»Alle de øverste pladser er besat af dem, der redder liv. Heldigvis har de den største troværdighed. Måske kan vi slå skolelærerne. Men jeg gætter på, at ingen vil sige, at skolelærerne er utroværdige. Vi betror jo vore børn til dem«, siger Lisbeth Olsgaard.

»Men jeg synes da, at det er interessant, at landmænd er mere troværdige end alle dem, der laver besværlige regler og skriver dårligt om landbruget. Nemlig politikere, embedsmænd og journalister.

Og ganske rigtig. Journalister, politikere og bilforhandlere kan godt arbejde lidt med troværdigheden. Det samme gælder embedsmænd, der med en 19. plads også overrasker Radius Kommunikation.

»Embedsmænd ligger lavere, end vi havde regnet med. Men det skader embedsmændenes troværdighed, at danskerene oplever, at de snakker hen over hovedet på folk. Det er farligt, når man gang på gang skal forsvare en møgsag i medierne«, siger seniorpartner i Radius, Nicolaj Taudorf Andersen.

Sure mænd og glade kvinder

Mere interessant er det faktisk, hvem der finder landmænd troværdige. Og ikke mindst, hvem der ikke gør.

Kigger man bag tallene, så finder kvinder typisk landmænd mere troværdige end mænd gør. Alder spiller også en rolle, idet det typisk er yngre mennesker, der tror mest på landmænd.

Der er også en tendens til, at jo længere uddannelse, jo mere negativ ser man på landbruget. Og måske ikke så overraskende findes de største støtter hos dem, der stemmer til højre for midten. Endelig er de mindst tilfredse dem, der i forvejen ikke er særlige tilfredse med noget som helst.

Det tegner et billede af den typiske landmandssupporter. Nemlig en yngre kvinde, der stemmer på regeringspartierne, men er i øvrigt ikke særlig optaget af politik.

Og så er hun ikke mindst tilfreds med livet. I den modsatte grøft kører ham, der kunne være hendes småsure onkel.

En midaldrende mand med lang uddannelse. Han stemmer på oppositionen, er interesseret i politik, men synes hverken demokratiet eller livet er noget at råbe hurra over.

Ikke et ord om image

Det er vigtigt at få på plads, at analysen ikke siger noget om landmænds image i befolkning. Resultaet siger alene noget om, hvor troværdige landmænd er. Ikke om landmænd er populære.

Rent teoretisk kan landmanden sådan set godt være troværdig og samtidig have et dårligt image. Det siger undersøgelsen bare ikke noget som helst om.

En enkelt faktor er helt afgørende for, om man bonner ud i troværdighedens top på hospitalsgangen eller i bund blandt journalister og brugtbilsforhandlere.

Nemlig om omgivelserne er imponeret over det arbejde, der bliver udført det pågældende sted. Resultatet siger noget om, at folk forholder sig til den måde, dyrene og markerne passes på.

Og det har igen noget med synlighed at gøre. Det, landmænd producerer, er med på morgenbordet i alle hjem og dermed noget positivt og noget, vi alle sammen kan forholde os til i hverdagen.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle