Unge landmænd: Giv os støtte før vi køber gård

Kun få unge landmænd når frem til målstregen med at etablere sig. Derfor bør den øremærkede landbrugsstøtte til unge kunne udbetales allerede før etablering. Det mener LandboUngdom.

Den særlige del af landbrugsstøtten, som fra i år kan øremærkes til nyetablerede unge landmænd, bør kunne konverteres til et tilskud, der kan udbetales tidligere i etableringsprocessen.

Det mener LandboUngdoms formand, Peter Kock, Kerteminde.

Det gør ondt i ham at tænke på, at NaturErhvervstyrelsen må betale 100 mio. kr. tilbage til EU-kassen efter en vild overvurdering af, hvor mange nyetablerede unge landmænd, der ville søge om det nye unge-tilskud på små 600 kr. pr. hektar.

Peter Kock mener, at eftersom hovedproblemet i generationsskifteproblematikken er, at alt for få unge overhovedet når frem til at etablere sig, så bør hjælpen sættes ind tidligere.

Giv tilskud til etablering

»Fra finanskrisens start og frem til i dag er der ikke ret mange unge, der har etableret sig. Og da hensigten med puljen er at hjælpe de unge ind i erhvervet, bør man skrue ordningen sammen, så tilskuddet kan udbetales tidligere i processen,« siger Peter Kock.

»Det kunne f.eks. være i form af tilskud til konsulenthjælp ved miljøtjek, når man er i proces med at finde ud af, om der er potentiale og udvidelsesmuligheder i en ejendom. Eller det kunne være tilskud til nogle af de afgifter, man skal betale: Stempelafgifter, tinglysningsafgifter og så videre.

Det ville der være langt mere potentiale i,« siger Peter Kock.

Arbejder med generationsskifte

Peter Kock er på det rene med, at den nuværende EU-ordning for unge landmænd formentlig ikke umiddelbart kan ændres i den retning, han foreslår.

Men han håber, at LandboUngdoms tanker kan inspirere både NaturErhvervstyrelsen og Landbrug & Fødevarer til at arbejde i den retning.

Peter Kock sidder selv med i en styregruppe i Landbrug & Fødevarer, som under formandskab af Martin Merrild arbejder med generationsskifteproblematikken. Arbejdsgruppen fremlægger sine forslag i løbet af foråret 2016.

»Jeg håber i alt fald, der kan komme mere fleksibilitet ind i støtten til unge landmænd.«

Faktaboks

100 mio. retur til EU

  • NaturErhverv må levere 100 mio. kr. tilbage til EU, efter at kun 994 unge mod forventet 2.000 søgte tilskud.
  • Ordningen kunne indbringe nyetablerede unge landmænd små 600 kr. pr. hektar til de første 90 hektar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle