Vækstregulering af raps i foråret gav stor effekt

Vinderne i Agrovis afgrødekamp i raps og hvede var dem, der brugte mest kemi. Især vækstregulering af raps i foråret og en rettidig fungicid-indsats i hveden har givet pote.

»Konkurrencen har ikke blot givet en vinder men også værdifuld viden om dyrkningspraksis i vinterhvede og vinterraps. Vi tillægger resultaterne stor værdi for rådgivningen, fordi dyrkningsbetingelserne har været de samme for de fire deltagende firmaer. Der var kun behandlingerne til forskel, som kan forklare forskelle i resultaterne. Og det skal vi tage ved lære af.«

Det siger ledende planteavlskonsulent i Agrovi Hans Henrik Fredsted om Agrovis dyrkningskonkurrence for fire firmaer, BASF, Bayer, BioNutria og Agrovi gennem 2015.

Godt nok var det ikke rigtige forsøg med gentagelser, men til gengæld havde hver deltager en lang storparcel på to ha i samme pløjefri mark (JB 6-7). Og det mener han er nok til at afspejle markens variation under praktiske forhold.

Ud over firmaslaget i konkurrencemarken var konkurrencen også åben for landmænd, der ville dele deres strategi og udbytte fra markerne derhjemme.

Vinder af raps-konkurrencen

Vinderen i den åbne rapskonkurrence blev landmand Anders Laustsen fra Kvinderup ved Slangerup i Nordsjælland. Anders Laustsen havde valgt at følge den anbefalede dyrkningsstrategi fra Agrovi. Det indebar ikke ret megen kemi, og udbyttet lå da også 700 kg/ha mindre end de bedste. Til gengæld var omkostningerne lave, og hans dækningsbidrag 2 (DB2) lå på 7.374 kr./ha på sin JB 5-6 jord derhjemme.

I konkurrencemarken var det BASF, som løb med den samlede sejr i rapsen - både økonomisk og udbyttemæssigt med et DB2 på 7.997 kr./ha og et udbytte på 6,18 t/ha.

»BASF vinder meget klart rapsdysten over de andre firmaer - og var også bedre end landmændene, der deltog, selvom det ikke helt kan sammenlignes. Og ligesom i hveden har det også i rapsen betalt sig at bruge mest kemi. Den helt store effekt var ved vækstreguleringen af raps i foråret. Den vækstregulerede raps dannede flere sideskud og blev stående opret helt indtil høst. Og det har givet et stort merudbytte. De parceller der gav mindst havde lejesæd meget tidligt, og det har kostet dyrt,« siger Hans Henrik Fredsted.

En to-delt fungicidtildeling ved rapsens blomstring har også givet betydeligt merudbytte i forhold til kun én behandling. Også Bionutrias mikronæringsstoffer ser ud til at have positiv effekt på udbyttet

Generelt er der høstet gode udbytter i rapsen. Mest i firmamarken, hvor udbytterne lå mellem 5,0 og 6,2 ton/ha.

Vinder af hvede-konkurrencen

Også i KWS Dacanto-hveden er der avlet fantastiske udbytter hos alle fire deltagere i firmakonkurrencen. Udbyttet lå mellem 11,5 og 12,8 ton/ha. Især en rettidig fungicidindsats har givet bonus i hveden.

»Bayer er vinder af hvededysten. De får både et merudbytte og nettomerudbytte for deres svampestrategi - ikke mindst for den rette timing af behandlingen allerede i april hvor nogle sprøjtede for tidligt, mens Bayer ventede lidt,« siger Hans Henrik Fredsted.

Det er også Bayer, der har haft det højeste forbrug af kemi - efterfulgt af BASF og med Agrovi og Bionutria på de efterfølgende pladser.

»Der var ellers ikke mange synlige tegn på svampesygdomme i hveden i løbet af sæsonen. Men der har altså alligevel været et væsentligt merudbytte at hente på ekstra kemi i år. Forskellene er dog ikke statistisk sikre, men der er noget der tyder på, at jo mere fungicid man har tildelt, jo bedre nettomerudbytte har man fået. I hvert fald i dette tilfælde. For resultaterne er selvfølgelig meget vejrafhængige. Det kolde og våde forår/forsommer har fx betydet, at BioNutrias tildeling af al kvælstof (210 kg/ha N) på en gang sidst i marts ikke var så heldig. For det meste gik til produktion af blade og mindre til kerne. Trods det at kvælstoffet var på amidform, der skulle frigives langsomt over en lang periode. Men havde det nu været et varmt og tørt forår i stedet, havde de sikkert fået en positiv effekt af deres N-strategi. Så hvert år er forskelligt, og derfor kan vi selvfølgelig ikke konkludere, at de bedste strategier i år, også er det i andre år. Men vi kan sige, at den rette timing for behandlingen er meget vigtig. Og at det også er vigtigt, at afgrøderne er beskyttet mod svampeangreb. Det er blot ikke alle år, det kan betale sig lige meget,« konkluderer Hans Henrik Fredsted.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle