V-ordfører opfordrer til ammoniak-lovbrud

»Jeg opfordrer Danmark til ikke at leve op til de betingelser den tidligere regering af fastlagt på ammoniakområdet,« siger venstreprofil.

Det danske mål om at reducere ammoniakudledningen med 24 procent, mens andre lande kan nøjes med langt mindre vil smadre væksten i Danmark – ikke mindst i landbruget. Det mener Thomas Danielsen (V,) der er medlem af Folketingets Fødevareudvalg samt klima- og energiordfører.

»Jeg mener, at den tidligere regerings ulykker kalder på civil ulydighed med Danmarks accept,« siger han og fortsætter:

»Landbruget kan ikke låne en krone for tiden til at investere i mindre ammoniakudledning. Hvis de krav (om reduktion af ammoniakudledningen, red.) bliver trukket ned over hovedet på landbruget, vil de gå konkurs. Det kan godt være, at det reducerer ammoniakudledningen, at landbruget går konkurs, men vi har altså store vækstambitioner.«

Urealistiske mål

Med den tidligere regerings ulykker mener han, at Danmark under den tidligere regering selv sagde i EU, at man kan reducere udledningen af ammoniak med 24 procent i forbindelse med luftdirektivet. Dermed var Danmark det mest ambitiøse land overhovedet i EU. Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har med den nye regering prøvet at ændre dette mål i EU, men indtil videre uden held.

»Målene er helt urealistisk høje, blandt andet fordi vi i forvejen har været duksedrenge i klassen i forhold til at reducere, overimplementere i forhold til ammoniakudledningen, og med den hastighed, vi har gjort det. Vi er så langt ude på kanten, at vi må få tilgivelse i EU, for det er ikke praktisk muligt at leve op til det, den tidligere regering lovede,« siger Thomas Danielsen.

Opfordrer du til at bryde reglerne

»Ja, men det er også en helt usædvanlig og ekstrem situation, de har bragt os i, som vi ikke i praksis kan leve op til, med mindre vi vil ødelægge landbruget.«

Kan man godt som medlem af Folketinget gå mod loven?

»Det skal man ikke, men det er en helt særlig situation, når de forpligter Danmark på et niveau mange gange højere end nabolandene.«

Er det Venstres politik?

»I det her tilfælde udtaler jeg mig som Thomas Danielsen.«

Thomas Danielsen uddyber sin holdning i LandbrugsAvisen, der udkommer 28. august 2015.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle