V-profil vil have ministeren i tale om skærpede fosforkrav

Kristian Pihl Lorentzen (V) har sendt brev til Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen i forbindelse med de nye fosforarealkrav.

Venstre-profilen Kristian Pihl Lorentzen, der er medlem af Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, vil have gjort ved de nye fosforarealkrav, som træder i kraft den 1. august 2018.

Derfor skriver han nu til Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen, hvor han vil være helt og aldeles sikker på, at de skærpede fosforkrav ikke implementeres uden, at politikerne er på sikker faglig grund.

Det sker bl.a. som resultat af, at han var til et møde arrangeret af syv Midt- og Østjyske landboforeninger, hvor alle områdets landmænd og andre interesserede parter var samlet for at få sagen omkring de nye fosforkrav afdækket.

Under mødet opfordrede han de fremmødte landmænd om at stille ham spørgsmål, som han kunne sende videre til Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen.

"Jeg skriver til dig, for at gøre dig opmærksom på den store utilfredshed og frustration, der hersker blandt en stor gruppe af landmænd, som rammes hårdt af de nye fosforarealkrav, som træder i kraft med kort varsel den 1. august 2018", lægger Kristian Pihl Lorentzen ud med i sit brev til ministeren.

"Mange i landbrugserhvervet stiller sig stærkt tvivlende over for dokumentationen og det faglige grundlag bag denne stramning af reguleringen. Det gælder ikke mindst mink- og fjerkræavlere, som oplever, at de bliver ramt hårdt økonomisk og hæmmet i deres produktion".

urealistisk og urimelig tidshorisont

"Dertil kommer den usædvanlige korte tidshorisont for implementeringen, der opleves som urealistisk og urimelig for mange landmænd, der på rekordtid skal skaffe nye aftaler om udbringning af husdyrgødning, forpagte mere jord eller købe jord", skriver han.

Kristian Pihl Lorentzen deltog den 1. marts i år i et møde i Landbrugets Hus i Horsens, hvor der blev sat fokus på problemerne omkring den nye fosforregulering i landbruget.

Her blev han under mødet overbevist om behovet for hurtigt at få belyst de herskende problemstillinger omkring fosfor, herunder dokumentationen bag de nye skærpede krav.

"Så vi ikke risikerer at ”skyde gråspurve med kanoner”, som han skriver i brevet og lægger samtidig op til, at der hurtigt bør laves et nabotjek i forhold til håndtering af fosfor i bl.a. Tyskland, Holland og Sverige, ligesom internationale ekspertise bør inddrages.

11 spørgsmål til ministeren

"Helt konkret er der behov for, at der i tæt dialog med erhvervet udvirkes praktiske løsninger i god tid før den tikkende deadline for de skærpede fosforlofter den 1/8-2018 – vi er allerede i elvte time. Det er min klare opfattelse, at der er behov for at imødekomme de stærke og saglige argumenter, der kommer fra landmændene og deres organisationer i denne sag".

"Vi skal selvsagt leve op til EU-kravene også på dette område. Men vi bør ikke søsætte skærpet regulering med kort tidsfrist uden at vi er på sikker faglig grund", skriver han.

På baggrund af brevet stiller Kristian Pihl Lorentzen en række spørgsmål til ministeren, hvor Esben Lunde Larsen bl.a. skal redegøre for EU-kravenes mål og rammer.

Kristian Pihl Lorentzen spørger bl.a. om hvor meget fosfor, der stammer fra landbruget i forhold til spildevandsudledninger, og skal redegøre for om enkelte landmænd kan få økonomisk kompensation, hvis de i særlig grad rammes af de nye lofter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle