Vandplaner bygger på falsk historie om dansk landbrug anno 1900

Af Morten Høyer, direktør og Niels Peter Nørring, områdedirektør, Landbrug & Fødevarer

I Danmark har vi ikke områder, der kan beskrives som uberørte. Der er altså ikke noget sted, man kan opgøre niveauet af flora og fauna i et miljø ”uberørt” af mennesker. Derfor har Danmark sammen med vores nabolande i stedet besluttet, at tilstanden i år 1900 skal bruges som reference, når det gælder vores fjorde og kystvande. Med andre ord skal vores marine vandområder i dag, ifølge Vandrammedirektivet, have flora og fauna på næsten samme niveau som i referenceåret 1900.

Da Aarhus Universitet - som beskrevet i tidligere kronikker - fra starten har arbejdet ud fra, at den eneste væsentlige miljøpåvirkning af vandmiljøet er kvælstofudledningen, så bliver det en central del af kvælstofmodellen at fastslå kvælstofudledningen i år 1900. For det er sigtepunktet for hvor stor en kvælstofudledning, der kan tåles i et vandmiljø, der er som uberørt af mennesker.

På den måde går der en lige linje fra forskernes vurdering af kvælstofudledningen i år 1900 til kvælstofreduktionsmålene i vandplanerne. Og det er derfor helt afgørende, at udledningen til kystvande og fjorde i år 1900 fastslås med så stor sikkerhed som muligt. Hvis forskerne vurderer udledningen i år 1900 lavere, end den var dengang, så medfører det, at kvælstofmodellerne beregner et for stort reduktionsbehov i dag. Omvendt – hvis forskerne vurderer udledningen i år 1900 højere, end den var dengang, så vil modellerne beregne et for lille reduktionsbehov for at nå i nærheden af miljøtilstanden i år 1900. Desværre går det helt galt for Aarhus Universitet, når de skal estimere kvælstofudledningen i år 1900!

Højst besynderligt argumenterer de sig frem til, at kvælstofkoncentrationen i de danske vandløb i år 1900 var omkring 1 mg N / liter vand. Det tal er så lavt, at forskerne burde have stillet alvorligt spørgsmålstegn ved, om det kunne passe. En så lav koncentration svarer nemlig til koncentrationen i vandløb i naturområder - altså områder, hvor der ikke er landbrugsdrift, beboelse eller nogen anden menneskelig påvirkning.

Det hænger jo på ingen måde sammen med, at Danmark i år 1900 var et land i vækst og fremgang og i dén grad et landbrugsland! Faktisk har det dyrkede areal i Danmark stort set været uændret siden år 1900, når man ser bort fra Sønderjylland som en glædelig forøgelse af det danske landbrugsareal efter genforeningen.

Hvordan kan Aarhus Universitet så konkludere, at tabet af kvælstof fra de dyrkede arealer i år 1900 var så lavt, at udledningen har svaret til den, vi ser fra vandløb i naturoplande?

Efter vores vurdering skyldes det først og fremmest, at forskerne kun har blik for de forhold, som i år 1900 begrænsede udledningen fra datidens landbrug i forhold til i dag. Det handler blandt andet om, at tilførslen var mindre dengang, hvor der kun var ringe adgang til handelsgødning, der var mindre nedbør til at skylle kvælstoffet ud i vandmiljøet, og der var flere vådområder, som fjerner en del kvælstof, inden det når kystvandene. Derimod overser forskerne helt, at landbruget er langt mere ressourceeffektivt i dag, og at man i år 1900 tabte en langt større andel af næringsstofferne til vandmiljøet end i dag.

Et eksempel er gødningspraksis. Dengang kunne kvælstof i praksis kun tilføres afgrøderne på to måder – enten ved at sprede husdyrgødning, som modsat i dag blev spredt året rundt, eller ved at bruge kvælstoffikserende planter, som f.eks. kløver. Tilførslen af kvælstof var altså langt mere upræcis dengang sammenlignet med i dag, hvor lettilgængelig handelsgødning, præcisionsgødskning og optimal håndtering af husdyrgødningen sørger for en langt bedre udnyttelse.

Et andet eksempel er ukrudtsbekæmpelse. Ukrudt var en langt større udfordring dengang end nu, da effektive ukrudtsmidler ikke var tilgængelige. For at komme ukrudtet til livs kunne der i stedet med mellemrum anvendes såkaldt ”sort-brak”. Det betød, at jorden lå udyrket hen, mens der blev pløjet eller harvet op til fem gange i løbet af en sæson. På denne måde blev rodukrudt som kvik bekæmpet, og mange ukrudtsfrø i jorden blev bragt til spiring – og efterfølgende ombragt, så marken var lettere at holde ukrudtsfri året efter. Problemet med denne praksis var imidlertid, at der ikke var nogen planter til at holde på kvælstoffet, og udledningen fra sådanne bare marker har været betragtelig.

Et tredje forhold, der overses, er, at for 117 år siden havde mange marker et markant højere indhold af organisk stof end i dag. Det betød, at der blev frigivet væsentligt mere kvælstof fra jordens egen pulje. Større frigivelse, også på tidspunkter uden plantevækst, er endnu en faktor, der har betydet større udvaskning dengang.

Når denne viden om datidens landbrugspraksis tages i betragtning, vurderer Seges, at koncentrationen af kvælstof i vandløbene i år 1900 var 2-3 gange større end det estimat på 1 mg N / liter vand, der er anvendt i vandplanerne.

Det betyder, at forskerne undervurderer hvor meget kvælstof, der kan udledes, uden at miljøet tager skade, da forskere jo har fastslået, at flora og fauna i år 1900 var i en tilstand, som var det uberørt af menneskers aktivitet. Og med undervurderingen af kvælstofudledningen i år 1900 kommer forskerne fejlagtigt til at beregne et alt for stort kvælstofreduktionsbehov i de vandplaner, der nu hænger som en kulsort sky over landbruget i store dele af landet.

Vi er dybt forundrede og forargede over, at vandplanerne bygges på en fejlfyldt faglig analyse, der siger, at udledningen af kvælstof fra dansk jord skal ned på et niveau svarende til, at Danmark var en stor naturpark. Det er både absurd og i strid med det meget brede politiske ønske i Folketinget om at fastholde og udvikle en stærk fødevareproduktion i Danmark. Det er på høje tid at skrotte kvælstofmodellerne og lave et helt nyt fagligt grundlag for Danmarks vandmiljøindsats.