Ventilations-virksomheden fra Glyngøre voksede med hele 100 mio. kr. i det forgangne år. Nu skal eksportsuccessen cementeres med nyt, stort byggeri i Glyngøre.
En omsætning, der voksede med hele 24 procent og røg over den halve milliard - og en stor byggeplan for 60 mio. kr. i Glyngøre.
Ventilationsvirksomheden Skov har haft fart på det seneste år. Og det kommende år skal bruges på at skabe et endnu bedre grundlag for fremgang på de globale markeder.
»Vores omsætning stiger generelt i alle regioner. Især er der vækst uden for Europa i Asien, Afrika og Mexico,« forklarer administrerende direktør i Skov, Jørgen Yde Jensen.
Navnlig i Mexico har virksomheden fået fat i de seneste år, med ordrer til både svine- og fjerkræstalde af den store slags, blandt andet full-line svineprojekt med 10.000 søer.
Bygger i Glyngøre
Omkring 85 procent af produktionen sælges uden for Danmark. Men ud over at Skov kommer ud til verden, så kommer verden også til Skov.
De mange besøg er bare en af grundene til, at Skov nu investerer markant for 60 mio. kr.
»Vi bygger på en halv hektar, blandt andet Europas største luftfysiske testcenter, hvor vi bygger en hel stald op indvendigt i vores hus, så vi kan lave luftmålinger,« forklarer Jørgen Yde Jensen.
Derudover skal der være plads til showroom til de mange gæster, samt kontorer og andre faciliteter til hele 70 ekstra medarbejdere. Sidst men ikke mindst har Skov investeret målrettet i yderligere automation af elektronikproduktionen i virksomheden.
»Vi gennemførte en undersøgelse af, om vi skulle outsource vores produktion af sensorer, som vi årligt laver 200.000 af. Men vi kunne ikke finde en bedre løsning ude. Så vi vælger at beholde det her i Glyngøre, men investerer de nødvendige penge i at automatisere det,« siger direktøren.
Ud over investeringerne i Glyngøre opruster Skov også i Mexico og i sit datterselskab i Thailand. Hidtil er meget af salget foregået via forhandlere, men virksomheden mærker et skift på vej.
»Det bliver større og større projekter, og her sker det ofte, at vi sælger direkte, for nogle projekter kan være større end hele vores forhandleres årlige omsætning,« forklarer Jørgen Yde Jensen.
»Derfor skal vi udvikle vores salgsstyrke, men også vores service, så vi sikrer, at vi kan servicere vores anlæg rundt om i verden,« siger han.
TAL I MIO. KR. | 2013 | 2014 |
Omsætning | 536 | 434 |
Resultat | 47 | 26 |
Balance | 286 | 225 |
Egenkapital | 179 | 145 |
Medarbejdere | 315 | 280 |