VFL: Vandplaner ignorerer effekten af ålegræs

Regeringens vandområdeplaner overser muligheder for at forbedre miljøforholdene direkte i vandmiljøet, mener Videncentret for Landbrug.

Vandområdeplanerne rammer fagligt forbi skiven, når de udelukkende fokuserer på landbrugets kvælstof frem for det samlede økosystem, og hvad man kan gøre af tiltag i vandmiljøet. 

Det siger Ivar Ravn, direktør i Videncentret for Landbrug, Planter & Miljø i en kommentar til de planer, som miljømister Kirsten Brosbøl præsenterede tirsdag.

"Det er meget svært at forstå, hvordan man med fagligheden i behold stort set kan undlade at inddrage andre faktorer end landbrugets kvælstof. Der er bred enighed blandt alle, der arbejder med området om at kvælstof kun er en blandt mange faktorer, der påvirker miljøtilstanden. Klima, gamle skader fra spildevand, stenfiskeri, havnebyggerier og fiskeri, der ændrer faunasammensætningen har ligeledes stor betydning," siger Ivar Ravn og tilføjer:

"Som en konsekvens af det ensidige fokus på kvælstof, behandler planerne selvfølgelig heller ikke mulighederne for at gøre noget aktivt i vandmiljøet for at forbedre miljøforholdene, for eksempel gennem at arbejde for at genetablere ålegræsset. Vi har endnu ikke set, at det bare kommer af sig selv."

Ivar Ravn glæder sig til gengæld over, at begrænsninger på markvanding ikke indgår i planerne, og at den tilhørende naturplans fokus på naturpleje af allerede eksisterende naturområder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle