Vi eksporterer alt det gode kød

I fremtiden skal det være slut med at sende det gode danske kødkvægskød ud af landet, siger kødkvægproducenternes nye formand.

Svenske forbrugere vælger rødt, svensk oksekød. De kigger skævt til det importerede kød og de betaler gerne en pris, som giver primærproducenterne en afregningspris på 30-35 kr. pr. kg kød.

Det samme gør sig ikke gældende i Danmark, hvor forbrugerne præsenteres for udenlandsk kød i kølediskene, fordi det danske kød er eksporteret. Men det skal være slut nu, slår Per Lynge Laursen, nyvalgt formand for Dansk Kødkvæg, fast.

Han vil sætte gang i en omfattende promovering af dansk kødkvægskød, som skal fremhæves for sin kvalitet og omtanke for dyrevelfærd og klima.

»Vi skal derhen, hvor dansk oksekød er forbrugernes foretrukne valg,« lyder den nye formands ambitiøse mål.

Udadtil kræver det markedsføring på alle tænkelige platforme, hvor slagordene blandt andet bliver naturpleje, klimabevidsthed, kødkvalitet og sporbarhed. Indadtil kræver det samarbejde på tværs af producenter og racer.

»Vi skal væk fra kun at tænke i racer. Kødet og det fælles samarbejde er langt vigtigere,« slår kød-formanden fast.

Avl i særklasse

Også over for mælkeproducenterne, som i stigende grad inseminerer de genetisk set ringeste malkekøer med kødkvæg, skal kendskabet til dansk kødkvæg styrkes.

Avlsstationen i Aalestrup, hvor kødkvægstyrene testes for tilvækst, fodereffektivitet og slagteegenskaber, er den eneste af sin slags i hele Verden og er med til at sikre, at kun sæd af de bedste kødkvægstyre tilbydes til mælke- og kødproducenter. Den position må ikke stækkes, slår Per Lynge Laursen fast.

Limousine-familien

Den nye kødkvægsformand fik de første limousiner i 1990, da han sammen med hustruen Lene overtog ejendommen uden for Arden i Himmerland.

Både hans far og søster er limousine-folk, og de tætte familierelationer ser han som altafgørende for, at han kan engagere sig i flere driftsgrene på bedriften, et udejob hos en entreprenør, tillidsposten i Dansk Kødkvæg, medlem og formand for flere politiske udvalg samt posten som 2. viceborgmester i Mariager Fjord Kommune for Venstre.

Faktaboks

Per Lynge Laursen

  • Lige fyldt 50 år, gift med Lene og far til Linette
  • 38-40 Limousinekøer
  • Ejer 32 ha - lejer 70 ha ekstra
  • 40.000 juletræer og maskinstationsdrift
  • Tre stalde til kødkvæg

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle