Vi skal præge fremtidens natur og vandmiljø NU

Vi har i dansk landbrug de seneste tyve år gjort meget for at mindske påvirkningen af naturen og miljøet. De gode resultater af indsatsen er løbende blevet dokumenteret sort på hvidt, for eksempel i statusrapporter for vandmiljøplanerne.

Politisk får vi dog ikke lov til at hvile på laurbærrene. Ude i horisonten kan vi nu skimte en helt ny forvaltningspraksis i forhold til natur og miljø. Vandrammedirektivet og Natura 2000-direktiverne er i fuld gang med at blive gennemført i hele EU. Det nye bliver, at der fremover skal arbejdes hen mod fælles beskyttelsesniveauer i alle medlemsstater. For vores vedkommende skulle det gerne betyde mere ensartede konkurrencevilkår. Indtil i dag har vi jo ikke just været forfordelt i Danmark, når det gælder reguleringer på miljøsiden!

En anden vigtig ændring bliver, at der fremover skal arbejdes langt mere målrettet end i dag. Det vil betyde en række fordele og udfordringer for landbruget. Der er masser af sund fornuft i at sætte ind i de områder, hvor der virkelig sker en miljøpåvirkning, eller hvor naturen er særligt sårbar. Målrettet indsats skal erstatte yderligere brug af generelle reguleringer, hvor også robuste områder er blevet pålagt restriktioner, som er til stor skade for vores konkurrenceevne.

En målrettet indsats vil sandsynligvis betyde, at store områder kan gå fri for yderligere restriktioner. Denne gevinst for mange landmænd kan til gengæld risikere at skulle ske på bekostning af de få, der er så uheldige at eje jorden i de særlige risikoområder, hvor potentialet for at mindske miljøpåvirkningen er størst. De skal sikres bedst muligt.

Vi kender ikke de endelige mål for miljøets tilstand endnu. Men der hersker ingen tvivl om, at der skal gøres en ekstra indsats i nogle områder. Derfor er det nødvendigt, at vi melder os på banen med konstruktive indspil og kreative ideer. Vi skal have indflydelse på miljømålene, så vi kan drive vores landbrug på en fornuftig og dynamisk måde.

I juni starter den såkaldte idéfase, hvor fremtidens planer for vand og natur skal drøftes. Og her skal vi på banen. Vi skal i vores lokalområde tænke over, hvordan vi vil bidrage til naturplanerne. Skal vi lave pilebede eller våde enge? Eller er der et åløb i vores område som skal føres tilbage til gamle dages slyngninger? Samarbejdet mellem alle foreningerne må og skal fungere, hvis vi skal kunne komme med fornuftige indspil til myndighederne.

Flere steder er der allerede afholdt eller planlagt møder om samarbejdet. Medarbejdere fra Dansk Landbrugs sekretariat og Landscentret deltager gerne i møderne med information og vejledning, så vi kan få sat et godt og gennemarbejdet fingeraftryk på fremtidens natur og vandmiljø.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle